Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0478/Infrastruktur/ln

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Undersøgelse af TDC for misbrug af dominerende stilling ved salg af ADSL

TDC´s priser for bredbånd (ADSL)

Pressemeddelelse - 29. januar 2003

Konkurrencerådet har vurderet, at TDC ikke har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for ADSL-forbindelser ved at udbyde ADSL-forbindelser til priser, der ligger under TDC’s omkostninger.

Priserne på ADSL produkter i Danmark er blandt de laveste i Europa. Det er godt for forbrugerne og er til gavn for digitaliseringen af det danske samfund.

Men en række af TDC’s konkurrenter har fremført, at TDC har dumpet priserne – dvs. har så lave priser, at omkostningerne ikke dækkes, og at konkurrenterne dermed presses ud af markedet.

Konkurrencestyrelsen har derfor undersøgt, om TDC udbyder ADSL til priser, der ligger under selskabets gennemsnitlige totale omkostninger.

Konkurrencestyrelsens undersøgelse viser, at TDC har ført en aggressiv prispolitik. Men TDC har fået dækket alle sine omkostninger, når der lægges en afskrivningsperiode for brugerudstyr m.v. på 5 år til grund. Selv om afskrivningsperioden reduceres til 3 år, har TDC opnået omkostningsdækning for alle sine produkter undtagen TDK Bredbånd i en periode i 2001. Den manglende omkostningsdækning var dog så ubetydelig, at det ikke efter konkurrencereglerne kan godtgøres, at der var tale om dumping (predatory pricing).

TDC har gennem sin aggressive prispolitik haft held til at øge sin andel af markedet for ADSL til 80\\% bl.a. ved at udvide kundegrundlaget. TDC har herved opnået stordriftsfordele, som konkurrenterne ikke har kunnet matche. Dette er den vigtigste årsag til, at TDC i modsætning til sine konkurrenter har kunnet udbyde ADSL til lave priser med omkostningsdækning.

TDC har i dag ca. 65\\% af markedet for højhastigheds internetforbindelser og som nævnt 80\\% af ADSL markedet. Det er en høj andel, som giver anledning til bekymring. Det er dog kun et problem, hvis TDC senere øger priserne eller hæmmer produktudviklingen. I så fald er det afgørende, om der er barrierer for, at andre selskaber kan komme ind på markedet. Det er der i øjeblikket ikke noget der tyder på, men Konkurrencestyrelsen vil løbende følge udviklingen.