Afgørelse

Nummer
60-1112/2018

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Midtsjællands Nedbrydning – personlig bøde på 100.000 kr. - Retten i Holbæk (stadfæstet ved Østre Landsret) – tilbudskoordinering

Retten i Holbæk har idømt en person fra virksomheden Midtsjællands Nedbrydning en bøde på 100.000 kroner for at have deltaget i en kartelaftale i nedrivningsbranchen. Dommen er den første i et sagskompleks.

En person i virksomheden Midtsjællands Nedbrydning skal betale en bøde på 100.000 kroner. Personen har overtrådt konkurrenceloven ved at have modtaget en konkurrents tilbud og derpå ladet sin virksomhed afgive tilbud på en nedrivningsopgave som underentreprenør. Hovedentreprisen vedrørte et alment boligbyggeri på Amager.

Retten i Holbæk skriver i dommen:

Den samordnede praksis, som tiltalte har gjort sig skyldig i, er utvivlsomt en kartelaftale som omhandlet i konkurrencelovens § 23, stk. 3, 2. pkt., nr. 4, og der er endvidere tale om en forsætlig overtrædelse af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.[…]

Og

Retten finder, at tilbudskoordinering som omhandlet i denne sag er egnet til at vildlede om den faktiske prissituation på markedet, skade konkurrencen og skabe risiko for overpriser.[…]

I forhold til spørgsmålet om fængselsstraf, skriver retten:

Anklagemyndigheden havde krævet [personen] idømt fængselsstraf, idet det bl.a. var gjort gældende, at der var tale om en kartelaftale af grov beskaffenhed. Retten fandt dog efter en samlet vurdering, hvori bl.a. indgik, at der var tale om et enkeltstående tilfælde, hvor [personen] ikke havde opnået en økonomisk gevinst eller haft udsigt hertil, at forholdet ikke var af grov beskaffenhed. [Personen] blev derfor idømt en bøde.

Sagen er en del af et sagskompleks med seks nedrivningsvirksomheder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretog i efteråret 2015 uanmeldte kontrolbesøg hos en række virksomheder i nedrivningsbranchen. Efter de indledende undersøgelser anmeldte Konkurrencerådet i april 2016 sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). SØIK har siden efterforsket sagen og rejst tiltale.

I sagskomplekset er nedrivningsvirksomhederne tiltalt for at have koordineret tilbud ved flere nedrivningsentrepriser i perioden fra maj 2011 til oktober 2013. Entrepriserne var for både offentlige og private bygherrer. Der ventes domme i de øvrige sager i løbet af de kommende måneder.

Den 1. marts 2013 blev der indført fængselsstraf for de groveste overtrædelser af konkurrenceloven.

Ankehistorik