Prisfastsættelsesprincipper i forsyningsmonopoler

Rådsmødet den 26. august 1998

1.  Resumé

Den 11. februar 1998 anmodede Konkurrencerådet om, at Konkurrencestyrelsen udarbejdede et generelt notat om principperne for prisfastsættelsen i forsyningsmonopoler.

Infrastrukturdelen af forsyningsmonopoler er som hovedregel naturlige monopoler, dvs. at én virksomhed producerer mere effektivt end to eller flere virksomheder. Infrastrukturdelen kan derfor ikke liberaliseres, og priserne for brugen af (adgangen til) infrastrukturen må reguleres. Derimod kan ydelserne ved brugen af infrastrukturen, fx jernbanegodstransport, samt vedligeholdelse af infrastrukturen konkurrenceudsættes.

En hensigtsmæssig regulering af det naturlige monopol skal ske ud fra nogle principper, der i størst mulig omfang lever op til konkurrencelovens intentioner om en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer på både kort og lang sigt.

I notatet peges på to overordnede hensyn, som reguleringen bør sikre: (1) Virksomheden skal have et incitament til en effektiv ressourceanvendelse herunder til, at den eksisterende infrastruktur udnyttes bedst muligt. (2) Virksomheden skal i de tilfælde, hvor infrastrukturen ikke er fuldt udbygget have et incitament til investeringer i innovationer og udbygninger af kapitalapparatet.

På denne baggrund foretages en vurdering og anbefaling af principper, som bør lægges til grund for prisfastsættelsen i forsyningsmonopoler.

 

2. Afgørelse

Konkurrencerådet tager nedenstående principper og metoder til prisfastsættelse i forsyningsmonopoler til efterretning:

• man skal tilstræbe at lade markedet "regulere" priserne og begrænse området for myndighedens prisregulering. Dette betyder, at alene adgangen til det naturlige forsyningsmonopol – infrastrukturdelen - som er et naturligt monopol, skal prisreguleres. Ydelser i forbindelse med brugen af og vedligeholdelsen af infrastrukturen bør konkurrenceudsættes, hvor det er muligt.

• Det naturlige monopol bør adskille infrastrukturdelen og ydelser i forbindelse med brugen af infrastrukturen gennem en egentlig selskabsopsplitning.

• Ydelser i forbindelse med brugen af infrastrukturen bør konkurrenceudsættes efter følgende principper: (1) Vha. fri adgang til anvendelse af infrastrukturen i de tilfælde, hvor den pågældende ydelse kan sælges på kommercielle vilkår, og hvor der samtidig ikke er kapacitetsproblemer. (2) I de tilfælde hvor ydelsen er afhængig af offentlig støtte, eller hvis der er kapacitetsproblemer, bør udbud anvendes til at konkurrenceudsætte området med.

• Vedligeholdelse (og anlæg) af infrastrukturen bør konkurrenceudsættes gennem udbud for at opnå omkostningseffektivitet.

• Ved prisregulering af infrastrukturdelen bør det først overvejes, om konkurrenceloven er tilstrækkelig.

• Ved prisregulering, både med hjemmel i konkurrenceloven og med hjemmel i sektorregulering, bør følgende overordnede hensyn følges:

• Virksomheden skal have et incitament til en effektiv ressourceanvendelse herunder til, at den eksisterende infrastruktur udnyttes bedst muligt.

• Virksomheden skal i de tilfælde, hvor infrastrukturen ikke er fuldt udbygget, have et incitament til investeringer i innovationer og udbygninger af kapitalapparatet.

• Den konkrete prisreguleringsmetode bør afhænge af sektorernes forhold. I sektorer med betydelige investeringsbehov bør anvendes benchmarking og/eller den dynamiske "price-cap metode". En regulering efter et grænseomkostningsprincip kan ikke anbefales, idet det altid – selvom virksomheden drives effektivt – vil medføre underskud i et naturligt monopol. På lang sigt vil virksomhedens overlevelse derfor komme i fare, og på kort sigt vil investeringsincitamentet svækkes.

• På forsyningsområder, som er udbyggede, bør grænseomkostningsprincippet eller LRAC metoden¹ anvendes. Grænseomkostningsprincippet kan samfundsøkonomisk være det mest hensigtsmæssige, fordi det til enhver tid giver den bedste udnyttelse af den eksisterende kapacitet². Grænseomkostningerne er dog vanskelige at opgøre præcist, og metoden bør derfor suppleres med andre reguleringsmetoder. Ud over den samfundsøkonomiske vurdering bør endvidere indgå, at reguleringsvilkårene ikke bør være i modstrid med forudsætningerne på investeringstidspunktet, dvs. at man ikke med tilbagevirkende kraft bør forringe investeringsbetingelserne væsentligt. Da grænseomkostningsprincippet medfører et negativt resultat (et finansieringsunderskud), bør der ligeledes tages højde for de økonomiske konsekvenser heraf.

• LRAC metoden opfylder konkurrencelovens bestemmelser om en effektiv ressourceanvendelse. Med LRAC metoden vil ejeren af infrastrukturen få dækket alle sine omkostninger (såvel faste som variable) og dermed kunne opsamle midler til nødvendige reinvesteringer, hvis virksomheden drives på en teknisk og kommercielt hensigtsmæssig måde. Herved presses virksomheden til at udvise stor effektivitet, idet unødvendige omkostninger ikke kan indregnes i priserne. LRAC metoden er dog vanskelig at gennemføre i praksis, og bør derfor suppleres med andre metoder som benchmarking og/eller den dynamiske price-cap metode.

 

3.  Sagsfremstilling

3.1 Introduktion

Notatet indledes i afsnit 3.2. med en beskrivelse af den gældende regulering af forsyningsmonopolerne inden for tele, energi og jernbaner. Herefter i de fire næste afsnit, afsnittene 3.3 – 3.6., vurderes konkurrenceretlige problemer og relevante metoder til regulering af forsyningsmonopolers priser.

I afsnit 3.7. diskuteres – med udgangspunkt i analysen i de forudgående afsnit – mulige metoder for en mere hensigtsmæssig regulering af det tre områder tele, energi og jernbaner.

I afsnit 4. foretages en opsummering/vurdering af reguleringsformernes fordele og ulemper.

3.2. Gældende regulering af forsyningsmonopoler - Tele, energi og jernbaner

Forsyningsmonopoler er karakteriserede ved, at de er tildelt en forpligtende eneret til at levere en given ydelse/vare til alle borgere og virksomheder. Denne forsyningspligt har sin baggrund i, at den pågældende ydelse/vare er af vital samfundsmæssig betydning.

De mest almindelige forsyningsmonopoler er teleområdet, kollektiv energiforsyning og jernbaner. Herudover kan nævnes områder som post, affald, øvrig kollektiv transport og vandforsyning. Nedenfor gives en oversigt over den gældende regulering af de tre førstnævnte forsyningsområder. Telesektoren er nu liberaliseret ( i den forstand, at alle kan udbyde teleydelser), og på jernbaneområdet er grundlaget nu lagt for en liberalisering. På energiområdet har liberaliseringen hidtil været langsom.

Ved vurderingen af den gældende regulering bør man være opmærksom på de tre forsyningsområders forskelligheder. Især har det stor betydning, at deres kommercielle potentiale er meget forskelligt.

Telesektoren opererer på et vækstmarked med høj teknologisk udvikling, hvor der hele tiden opstår nye tjenestemarkeder, og hvor efterspørgslen derfor er konstant stigende. Telesektoren er samtidig udsat for international/global konkurrence.

På jernbaneområdet er der ikke sket en tilsvarende eksplosiv udvikling i udbud og efterspørgsel. Jernbanerne har i en lang årrække tabt terræn til andre transportformer, og trods de seneste års store infrastrukturinvesteringer, er vækstpotentialet for jernbanetransport væsentligt mindre end på teleområdet. Samtidig har prisudviklingen på infrastruktur og udstyr slet ikke vist samme faldende tendens, som på teleområdet. Kort sagt: Generelt kan jernbanedrift i Danmark ikke drives kommercielt, og dens offentlig service funktioner³ må støttes gennem tilskud.

Hvad angår den teknologiske udvikling og efterspørgselsforholdene, er der mange lighedspunkter mellem energisektoren og jernbanen. Der vil næppe foregå spring i teknologi og efterspørgsel som på teleområdet, og infrastrukturen er stort set udbygget.

Telesektoren
Da den danske telesektor blev liberaliseret, blev Tele Danmarks infrastrukturdel og driftsdel ikke adskilt gennem en selskabsopsplitning. Tele Danmark "beholdt" begge dele. Til gengæld er der opbygget et betydeligt regelværk om Tele Danmarks forpligtelser og prisfastsættelse i forhold til forbrugere og konkurrenter.

Modellen for prisberegningen for konkurrenternes adgang til Tele Danmarks infrastruktur er fastsat i telelovgivningen⁴. Ifølge modellen må prisen for en samtrafikydelse maksimalt udgøre summen af de omkostninger (driftsomkostninger og afskrivninger), som direkte kan henføres til gennemførelsen af samtrafikken. Dertil kommer, at der kan indregnes en fortjeneste på 12% af summen af ovennævnte omkostninger. Modellen indebærer, at fælles omkostninger, som ikke direkte kan henføres til gennemførelsen af samtrafikken, ikke kan indregnes i priserne, men må dækkes via fortjenesten.

Der arbejdes i modellen med to typer driftsomkostninger: (1) de ekstra driftsomkostninger ved at gennemføre samtalen⁵, og (2) driftsomkostninger, der er snævert forbundet med frembringelsen af samtrafikydelsen. Sidstnævnte beløb kan kun indregnes fuldt ud i priserne, hvis den stærke udbyder har en markedsandel på 80% og derunder. Ved en markedsandel på over 80% (hvilket stadig er tilfældet for Tele Danmark) kan kun 30% af disse driftsomkostninger indregnes i samtrafikpriserne.

Den omtalte prismodel for samtrafik omfattede oprindeligt ikke prisen for adgang til lokalnettet (kobberledninger og lyslederkabler som forbinder hovednettet med de enkelte husholdninger). Med den nyeste ændring af teleloven⁶ får konkurrenter nu mulighed for at leje lokalnet. Udgangspunktet for beregningen af lejeprisen er ovennævnte model. Dog indregnes de snævert forbundne driftsomkostninger fuldt ud uanset Tele Danmarks markedsandel, og avancen sættes til 12%.

Telelovgivningen giver mulighed for anvendelse af "best practice" princippet. Efter "best practice" princippet kan teleoperatører i Danmark kræve samme samtrafikpris hos Tele Danmark, som de kan påvise gælder hos konkurrenterne i udlandet. Metoden har endnu ikke været anvendt. En væsentlig årsag hertil har formentlig været, at danske teletakster er relativt billige i forhold til andre landes. Dernæst er metoden naturligvis vanskelig at anvende i praksis, idet teleydelser på tværs af landegrænser er svære at sammenligne.

Den seneste regulering af Tele Danmarks forsyningspligtpriser (samtaler og abonnement) indeholder en form for price cap regulering⁷, hvor man søger at tage højde for de forventede rationaliseringsgevinster på dette dynamiske marked .

Energisektoren
Den kollektive energiforsyning – el, gas og fjernvarme – er p.t. omfattende reguleret i en række forskellige love, bekendtgørelser og aftaler, der tilsammen indebærer, at der stort set ikke er nogen indbyrdes konkurrence mellem aktørerne. Desuden er der fastsat geografiske områdedelinger, hvor hver enkelt leverandør i realiteten har eneret til forsyning af alle energiforbrugerne inden for området.

På el- og varmeområdet er prisreguleringen en traditionel monopolprisregulering – baseret på hvile-i-sig-selv-princippet – hvor omkostningerne kontrolleres og overvåges. Alle nødvendige omkostninger kan indgå i priserne. Priserne skal ikke godkendes, men de store kraftværker skal have godkendt henlæggelser til nyinvesteringer. Med den seneste ændring af elforsyningsloven (lov nr. 486) er der sket en begyndende markedsåbning på elområdet, hvor de 7 største danske energiforbrugende virksomheder og de fleste distributionsselskaber har fået frit leverandørvalg.

Prisfastsættelsen for salg af naturgas til forbrugere med et årligt aftag på under 300.000 m³ samt salg til fjernvarmeværker, decentrale kraftvarmeværker og de største blokvarmecentraler er undergivet Gas- og Varmeprisudvalgets kompetence, mens salget til alle øvrige naturgaskunder sker efter ensartede landsdækkende retningslinjer, som er godkendt af energiministeren, i den såkaldte "4. juni-aftale" mellem naturgasselskaberne.

Jernbaner
Den 1. Januar 1997 gennemførte man opsplitningen af DSB i en infrastrukturdel (Banestyrelsen) og en operatørdel (DSB), og der er fremsat forslag til ny jernbanelov⁸. Hovedsigtet med lovene har været at effektivisere jernbanedriften, bl.a. gennem øget konkurrence.

Jernbaneinfrastrukturen administreres af to forskellige virksomheder: Banestyrelsen⁹ forvalter skinnenettet og kommunikations- og styringsanlæg, mens DSB står for stationerne.

Banestyrelsen skal give adgang til skinnenettet til jernbaneoperatører efter trafikministerens retningslinjer, og trafikministeren bestemmer den afgift, som operatørerne skal betale for brug af infrastrukturen.

Afgifterne består af: (1) en årlig adgangsafgift, (2) kilometerafhængige afgifter, og (3) en kapacitetsafgift på særligt belastede strækninger. Endelig fastsættes en afgift for passage af den faste forbindelse over Storebælt.

Afgifterne differentieres mellem hovednet (Øresund-Padborg) og det øvrige net: På hovednettet fastsættes kilometerafgiften så den principielt dækker de gennemsnitlige variable omkostninger (dvs. alle omkostninger ekskl. afskrivninger og forrentning) ved benyttelse af hovednettet. For hovednettet indføres endvidere en kapacitetsafgift i dagtimerne på den særligt belastede strækning mellem Øresund og Snoghøj. Kapacitetsafgiften skal give operatørerne et incitament til en mere effektiv udnyttelse af infrastrukturen. Endelig fastlægges afgiften for passage af den faste forbindelse over Storebælt med udgangspunkt i operatørernes betalingsevne.

På de øvrige net skønnes afgiftsniveauet at dække de gennemsnitlige marginale omkostninger ved at køre et ekstra tog på de pågældende dele af nettet¹⁰.

Det forventede provenu af baneafgifterne vil langtfra dække omkostningerne til jernbanenettet og til kommunikations/styringsanlæg. For år 2001 anslår Trafikministeriet, at det samlede indbetalte afgiftsbeløb (når der er afregnet med broselskaberne) kun vil dække ca. 10% af de samlede omkostninger ved statens jernbaneinfrastruktur.

Der er således tale om en meget direkte styring af Banestyrelsens prisfastsættelse for adgang til skinnenettet¹¹.

Hvad angår DSB’s rolle som udbyder af infrastruktur (stationer/godsterminaler), fremgår det af forslag til jernbanelov, at DSB skal give andre operatører adgang til dets jernbanestationer/terminaler. I bemærkningerne er der taget stilling til den metode ved prisberegningen, som DSB (og andre stationsejere) skal anvende ved udlejning. Prisen skal svare til en forholdsmæssig del af de samlede omkostninger¹².

3.3. Forsyningsmonopolers priser i relation til konkurrenceloven.

Infrastrukturdelen af forsyningsmonopoler er ofte "naturlige monopoler". Hvor det er tilfældet, betyder det, at de nødvendige investeringer og deraf følgende faste omkostninger er så store, at der for at sikre en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse kun bør være én udbyder på området¹³.

Forsyningsmonopolers priser er omfattet af konkurrenceloven. Det fremgår af konkurrencelovens § 11, stk.1, at "det er forbudt for en eller flere virksomheder m.v. at misbruge en dominerende stilling på det danske marked eller en del heraf". Det følger videre af § 11, stk. 2, nr. 1, at et sådant misbrug bl.a. kan foreligge, når der påtvinges urimelige salgspriser.

Det fremgår videre af bemærkningerne til konkurrenceloven, at der ved vurderingen af, om en given vares pris er for høj, tages udgangspunkt i den pris og avance, som ville være dannet på et marked med virksom konkurrence.

Udefra bemærkningerne til konkurrenceloven følger det videre, at bedømmelsen af virksomhedens omkostningsstruktur skal foretages på grundlag af forholdene i en virksomhed, der drives på en teknisk og kommercielt hensigtsmæssig måde.

Det følger endelig, at enkeltvarekalkulationsprincippet er udgangspunktet, når virksomhedens omkostningsstruktur analyseres. Enkeltvarekalkulationsprincippet kan dog fraviges, når vægtige hensyn, herunder til forsknings- og udviklingsintensive produktionsmåder, taler derfor. Enkeltvarekalkulationsprincippet vil desuden kunne fraviges, når andre metoder til omkostningsfordeling giver større effektivitet.

Afslutningsvis følger det, at der tages udgangspunkt i de regnskabsmæssige vurderingsprincipper, som normalt anvendes i branchen eller virksomheden. Dette har normalt ført til, at kostprisprincippet er blevet anvendt, men det afgørende er, at samme princip benyttes i hele perioden.

Principperne ved fastlæggelse af priserne i et forsyningsmonopol vil derfor være, at priserne skal dække de gennemsnitlige nødvendige omkostninger ved rationel drift.

Konkurrencelovens princip om prisfastsættelsen medfører således, at forsyningsmonopolets priser ikke vil kunne sættes lavere, end at der gives dækning for alle omkostninger – såvel faste som variable - ved teknologisk og kommerciel hensigtsmæssig drift, samt en efter risikoforholdene rimelig avance.

3.4. Principperne bag reguleringsformerne.

Generelt kan man sige, at den optimale konkurrenceregulering af virksomheder bedst foretages af et velfungerende konkurrencemarked. Dette taler umiddelbart for, at man burde ophæve de lovfastsatte forsyningsmonopolerne og give adgang til andre forsyningsvirksomheder.

I de tilfælde, hvor forsyningsmonopolet er et naturligt monopol, er denne løsning imidlertid ikke hensigtsmæssig – i hvert tilfælde ikke i fuldt omfang. Det skyldes, at én virksomhed producerer mere effektivt end to eller flere virksomheder. En situation med flere aktører og konkurrence er derfor ikke en samfundsmæssig acceptabel løsning. I disse tilfælde kan det være én løsning at konkurrenceudsætte driften ved at udbyde eneretten, jf. nedenfor.

Det er i dag almindeligt anerkendt, at kun en del af forsyningsmonopolet kan være "naturlig". Den del, som vedrører driften er et potentielt konkurrenceområde. Med "driften" menes drift på infrastrukturen, dvs. brugen af infrastrukturen som fx togtransport på jernbaneskinnerne, såvel som drift af infrastrukturen, fx vedligeholdelse af skinnenettene.

Der er således ingen samfundsøkonomiske hensyn, der taler for at regulere selve infrastrukturdelen og driften ved brugen af og vedligeholdelsen af infrastrukturen på samme måde.

I relation til konkurrencereguleringen fører dette til, at forsyningsmonopolets driftsdel bør konkurrenceudsættes og dermed reguleres af markedet gennem konkurrence. Herved opnås den optimale regulering af dette område.

Umiddelbart kan driften i forbindelse med brugen af infrastrukturen konkurrenceudsættes på to måder: Fri adgang til at udbyde driftsydelsen eller ved at udbyde eneretten. Som udgangspunkt anbefales fri adgang til markedet, hvis ydelsen kan distribueres på kommercielle vilkår, og der i øvrigt ikke er kapacitetsproblemer på infrastrukturen. Udbud anbefales, hvis ydelsen er afhængig af offentlig støtte, eller hvis der er kapacitetsproblemer på infrastrukturen.

Drift/vedligeholdelse af infrastrukturen bør konkurrenceudsættes gennem udbud – evt. opdelt i udbud af flere delområder - for at opnå omkostningseffektivitet.

Konkurrencemyndigheden skal herefter koncentrere sig om at regulere infrastrukturdelen. Reguleringen af dette område skal ske udefra nogle principper, der i størst muligt omfang lever op til konkurrencelovens intentioner om en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer. Tilsynet med driftsdelen består alene i at vurdere, om den generelle konkurrencelov overholdes.

Der er umiddelbart ingen problemer i at lade markedet regulere driftsdelen og herefter alene regulere infrastrukturområdet forudsat, at forsyningsmonopolet foretager den fornødne adskillelse af de to dele. Dette bør ske ved en egentlig selskabsopsplitning, og helst med forskellige ejere. Regnskabsopsplitning kan være en acceptabel næstbedste løsning, men indeholder ikke samme sikkerhed for, at der ikke sker konkurrencebegrænsende krydssubsidiering.

Det kan ikke udelukkes, at der kan være tilfælde, hvor der er sandsynlighed for, at omkostningerne ved at opdele virksomheden vil overstige fordelene ved opdelingen. I sådanne tilfælde bør ulemper og fordele, herunder langsigtede fordele, nøje analyseres før en opdeling gennemføres.

3.5. Særligt om manglende selskabsopsplitning

Konkurrenceloven giver ikke hjemmel til at påbyde selskabsopsplitning, men Konkurrencerådet har gennem offentliggjorte henvendelser eller retningslinjer mulighed for at lægge et vist pres på myndighederne for at få gennemført en selskabsopsplitning.

Konkurrencerådet har heller ikke hjemmel til af forbyde en efterfølgende sammenslutning af infrastrukturdelen og driftsdelen, hvorved en oprindelig selskabsmæssig adskillelse vil kunne ophæves. Da konkurrenceloven ikke indeholder fusionskontrol, kan Konkurrencerådet ikke a priori forbyde en sådan vertikal integration, selv om den må antages at kunne føre til misbrug af dominerende stilling. Dette gælder uanset om sammenslutningen omfatter den oprindeligt adskilte driftsdel, eller om infrastrukturvirksomheden i stedet går sammen med nye driftsvirksomheder. Derimod kan Konkurrencerådet gribe ind over for virksomheden, hvis den efterfølgende misbruger sin dominerende stilling.

EU's fusionsregler giver hjemmel til at forbyde sammenslutninger af ovennævnte karakter. Kravet til anvendelse af fusionsreglerne er en meget stor omsætning for de involverede virksomheder og en betydelige grænseoverskridende virkning¹⁴. Disse krav indebærer, at EU’s fusionsregler kun i meget sjældne tilfælde vil kunne anvendes over for sammenslutninger, som involverer et i Danmark placeret forsyningsmonopol.

På et marked domineret af en vertikalt integreret virksomhed, hvor virksomheden, som kontrollerer infrastrukturen, også selv benytter infrastrukturen på et tilknyttet marked ("downstream marked"), er der en potentiel fare for, at virksomheden vil diskriminere konkurrenterne på downstream markedet ved at vanskeliggøre eller forhindre disses adgang til den nødvendige infrastruktur.

Ved liberaliseringen af tele og jernbaner er denne problemstilling søgt løst på to vidt forskellige måder:

• Tele Danmark beholdt såvel infrastruktur som drift og fortsatte på det liberaliserede marked som en dominerende fuldt integreret televirksomhed. For at sikre konkurrenterne fair konkurrencevilkår, er der fastlagt omfattende sektorspecifikke regler, som har til hensigt at sikre tjenesteudbydernes adgang til Tele Danmarks net til rimelige priser og betingelser.

• På jernbaneområdet har man valgt den mere ideelle løsning at bryde DSB’s vertikale struktur og overføre jernbaneinfrastrukturen til det statslige selskab Banestyrelsen¹⁵. Herved undgås, dels at infrastrukturejeren er i konkurrence med udbydere på downstream markeder, dels at infrastrukturejeren efterfølgende foretager en utilsigtet vertikal integration gennem opkøb/fusion med driftsvirksomheder på jernbaneområdet.

Såfremt den integrerede virksomhed misbruger sin kontrol med infrastruktur til at vanskeliggøre eller hindre konkurrerende tjenesteudbyderes nødvendige adgang til infrastrukturen, indeholder konkurrencelovens § 16, stk. 1, nr. 4, hjemmel til at udstede et påbud om at give adgang til en infrastrukturfacilitet¹⁶.

Bestemmelsen indebærer, at en dominerende virksomhed, der ejer eller kontrollerer en væsentlig facilitet, kan pålægges at give adgang til den pågældende facilitet på rimelige vilkår, hvis adgangsnægtelsen hindrer opretholdelsen af en bestående konkurrence eller udvikling af denne konkurrence.

Det er ikke muligt at give en entydig definition af, hvad der er omfattet af begrebet væsentlig facilitet. I lovbemærkningerne anføres det, at tredjepartsadgang til en virksomheds eksisterende infrastrukturfaciliteter fx kan være adgang til elnet, en havn eller lufthavn. Af EU praksis kan udledes, at en væsentlig facilitet typisk skal opfylde følgende betingelser:

• Facilitetens ydelse kan ikke substitueres af andre ydelser.

• De pågældende ydelser kan kun produceres eller distribueres gennem anlægsfaciliteter, som ikke kan duplikeres. Der er således kun én udbyder af faciliteten (monopolisten).

• Facilitetens ydelse har samfundsmæssig betydning

• Faciliteten kan opdeles i en anlægsfacilitet (infrastrukturdel) og en tjenesteydelsesdel. Anlægsfaciliteten er nødvendig for at producere eller distribuere ydelsen. Tjenesteydelsesdelen er produktion eller distribution af ydelsen ved benyttelse af anlægsfaciliteten.

Ved vurderingen af om der skal gives tredjepartsadgang, vil der iflg. EU praksis særligt skulle lægges vægt på, om følgende elementer foreligger i kumulativ form¹⁷:

• Adgangen til de pågældende faciliteter er generelt af væsentlig betydning for, at selskabet kan deltage i konkurrencen på det pågældende marked.

• Der er tilstrækkelig kapacitet til, at tredjemand kan tilbydes adgang.

• Facilitetsejeren blokerer for fremkomsten af potentielt nye tjenester eller produkter eller forhindrer konkurrencen på et eksisterende eller potentielt tjeneste- eller produktmarked.

• Det adgangssøgende selskab er villig til at betale en rimelig og ikke-diskriminerende pris og accepterer tillige alle ikke-diskriminerende adgangsbetingelser.

• Der findes ingen saglig begrundelse for at nægte tredjemand adgang.

I sidste ende må det bero på en konkret vurdering, om en infrastruktur er en væsentlig facilitet, og om der med hjemmel i konkurrenceloven kan pålægges tredjepartsadgang. Det bemærkes, at såfremt konkurrencebegrænsningen, dvs. forhindring af adgang, er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, er der ikke hjemmel til at pålægge tredjepartsadgang, jf. konkurrencelovens §2, stk. 2. Hvor det drejer sig om offentlige forsyningsmonopoler, er det dog tænkeligt, at der vil foreligge en EU dimension. Klageren har så mulighed for at henvende sig til EU Kommissionen, som – hvis ellers betingelserne er tilstede - vil kunne pålægge tredjepartsadgang efter Traktatens art. 86 og 90.

Det er åbenbart, at det konkurrenceretlige problem især opstår, når ejeren af infrastrukturen samtidig selv benytter infrastrukturen for at kunne operere på downstream markeder. Derved ligger der en potentiel konflikt mellem ejeren af infrastrukturen og konkurrenterne på downstream markedet, som nødvendigvis skal have adgang til infrastrukturen for at kunne drive forretning. Der er således ingen tvivl om, at den ideelle løsning er en selskabsopsplitning, hvorved infrastrukturen holdes adskilt fra tjenestemarkederne.

 

3.6. Fire metoder til prisfastsættelse i infrastrukturdelen i naturlige forsyningsmonopoler.

I forhold til konkurrencelovens prisfastsættelsesprincipper kan der peges på fire hovedtyper af prisregulering.

i) LRAC-metoden.¹⁸
Formålet med LRAC-metoden er, at virksomheden skal have dækket alle de omkostninger, som en effektiv drift på langt sigt ville give anledning til. LRAC-metoden foreskriver, at prisen på ydelsen fra infrastrukturdelen fastlægges udefra en hypotetisk vurdering af de langsigtede gennemsnitlige produktionsomkostninger, som virksomheden ville have haft, hvis den var drevet på den bedst mulige teknisk og kommercielt hensigtsmæssige måde i forhold til kendte teknologier. Herved presses virksomheden til at være særdeles effektiv, da "unødvendige omkostninger" således ikke kan indregnes i priserne. Metoden svarer derfor i høj grad til konkurrencelovens principper¹⁹.

De langsigtede gennemsnitlige produktionsomkostninger inkluderer forrentning og afskrivning af kapitalapparatet.

Den største ulempe ved metoden er, at den tager udgangspunkt i en hypotetisk situation. En sådan vurdering er meget vanskelig. I praksis betyder dette, at metoden er behæftet med stor usikkerhed, og derfor kun i særlige tilfælde kan stå alene.

ii) Benchmarking.
I et vist omfang vil priserne og omkostningerne i forsyningsmonopoler kunne reguleres ved en sammenligning (benchmarking) med priserne og omkostningerne i andre forsyningsmonopoler i andre dele af landet og/eller i udlandet. De sammenlignelige priser og omkostninger skal så anvendes som en rettesnor for, hvor høje det undersøgte forsyningsmonopols priser og omkostninger må være²⁰.

Metoden kræver, at der er et vist antal virksomheder at sammenligne med, samt at man kan korrigere for forskelle i forhold som erfaringsmæssigt – også under effektive driftsforhold – spiller en rolle for omkostningerne pr. enhed. Hvis dette er tilfældet, kan benchmarking metoden i et vist omfang sikre en effektiv ressourceanvendelse og en konkurrencebaseret pris.

iii) Den dynamiske "price-cap metode"
"Price-cap metoden" forekommer i ren form og i en dynamisk form²¹.

- "Price-cap metoden".
Ved den rene "price-cap metode" tillader reguleringsmyndigheden, at forsyningsmonopolet får lov til øge priserne udefra udviklingen i et relevant prisindeks. Herfra fratrækkes de forventede produktivitetsstigninger, som ville være opstået ved en effektiv drift.

Det anvendte prisindeks bør ideelt set være en sammenvejning af prisudviklingen i råstofferne, arbejdskraften og andre inputs, som anvendes i den konkrete virksomheds infrastrukturdel. Priserne afspejler hermed de relevante omkostninger netop for denne virksomhed. Ofte anvendes imidlertid - som fx på teleområdet – et generelt prisindeks (nettoprisindekset).

Hvad angår spørgsmålet om, hvilken forventet produktivitetsstigning der bør indgå i metoden, bør det tilstræbes, at produktivitetsudviklingen i effektive industrier med en sammenlignelig produktionsteknologi anvendes.

I visse tilfælde kan det imidlertid være særdeles vanskeligt at finde relevante virksomheder at sammenligne med.

- Den dynamiske version af "price-cap metoden".
Price-cap metoden bør altid i praksis anvendes dynamisk. Herved kan der korrigeres for uhensigtsmæssigheder i beregningerne. Dette betyder, at infrastrukturdelens årsresultatet bør overvåges nøje. Konkret kan dette foregå ved, at det gennemsnitlige årsresultat i en 3 til 5 årig periode sammenlignes med årsresultaterne for konkurrenceudsatte virksomheder. Ligger dette årsresultat i gennemsnit væsentligt over kapitalens forrentning på et konkurrencebaseret marked, er dette udtryk for, at reguleringsmyndigheden har undervurderet produktivitetsudviklingen. Reguleringsmyndigheden bør så øge forventningerne til forsyningsmonopolets fremtidige produktivitetsudvikling og dermed sænke den fremtidige pris, som forsyningsmonopolet må have lov til at sætte.

Umiddelbart kan det udefra et effektivitetssynspunkt synes oplagt at uddele en eventuel "overnormal" profit til efterspørgerne fuldt ud med tilbagevirkende kraft, eller ved at nedsætte de fremtidige priser.

Problemet med denne strategi er imidlertid, at den skaber usikkerhed for monopolet, som derfor kan begynde at handle strategisk i forventningen om, at alle de effektivitetsskabte gevinster forsvinder. I denne situation vil forsyningsmonopolet miste incitamentet til at producere effektivt, og metoden vil så i realiteten lede til en ineffektiv anvendelse af samfundets ressourcer.

Ved anvendelsen af den dynamiske price-cap metode er det derfor altafgørende, at reguleringsmyndighedens korrektion af "overnormale" profitter i forsyningsmonopolet ikke bliver for hård. Hvis dette overholdes, vil metoden kunne virke efter konkurrencelovens intentioner om en effektiv ressourceanvendelse.

iv) "Cost-plus" eller "hvile i sig selv" metoden
I sektorer hvor forsyningsmonopolerne oprindeligt har været offentligt ejet, har staten gennem ejerskab eller direkte styring kunnet bestemme forsyningsvirksomhedernes prisfastsættelse mv.

Som led i den direkte regulering har det offentlige ofte anvendt "hvile-i-sig-selv-princippet". Alternativt benævnes dette princip "cost-plus" reguleringsmetoden. Denne regulering foreskriver, at forsyningsmonopolets faktiske omkostninger (incl. afskrivninger), eventuelt tillagt henlæggelser til fremtidige investeringer og en vis markedsforrentning, nøjagtigt skal inddækkes via priserne.

"Hvile-i-sig-selv-princippet" har i stort omfang været anvendt ved regulering af danske forsyningsmonopoler.

Den direkte og umiddelbare fordel ved metoden er, at samfundet via nulresultatet hindrer urimelige avancer i forsyningsmonopolet. Dette betyder dog ikke, at "hvile-i-sig-selv-princippet" i sig selv leder til en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer.

Især inden for de seneste år har man erkendt, at "hvile-i-sig-selv-princippet" har ledt til for høje omkostninger i forsyningsmonopolerne. Dette hænger sammen med, at metoden leder til et nul-resultat for forsyningsmonopolet uanset størrelsen af omkostningerne. Forsyningsmonopolerne har derved ikke tilstrækkeligt incitament til at anvende ressourcerne effektivt og minimere omkostningerne.

Under disse omstændigheder har monopolet i højere grad søgt at tilfredsstille egne interesser, fx ved at vokse sig større (dvs. overinvestere) og ved at skabe gunstige arbejdsbetingelser for de ansatte.

Forskellen på konkurrencelovens prisfastsættelsesprincip og "cost plus" metoden ligger først og fremmest i, at "cost plus" metoden ikke leder til omkostningseffektivitet, fordi monopolet ikke har et incitament til at anvende ressourcerne effektivt og minimere omkostningerne.

3.7. Hensigtsmæssig fremtidig regulering af tele, energi og jernbaner

I det følgende diskuteres – med udgangspunkt i de i afsnit 3.6. behandlede "fire metoder" - hvilke (kombinationer af) reguleringsmetoder, som mest hensigtsmæssigt vil kunne anvendes på de tre forskellige typer af forsyningsvirksomheder.

At finde "den bedste" reguleringsmetode vil afhænge af en vurdering af de enkelte forsyningsmonopolers konkrete forudsætninger. Fx kunne energisektorens anvendelse af "hvile-i-sig-selv-princippet" have sine fordele i en tid med mange voldsomme svingninger i råvarepriserne. Under sådanne forhold kan det fx være ganske vanskeligt at gennemføre en effektiv benchmarking med udenlandske virksomheder eller anvende "price-cap metoden".

I princippet kan de fire præsenterede metoder hver især anvendes i deres "rene" former. En konkret prisregulering vil imidlertid ofte tage udgangspunkt i en kombination af metoderne, i stedet for alene at henholde sig til en bestemt metode.

Tele
Det fremgik af afsnit 3.2., at den gældende prisregulering af adgangen til teleinfrastrukturen følger cost plus metoden, dog med to modifikationer: (1) Tjenesteudbyderne har mulighed for at henvise til "best practice", som på mange måder svaret til benchmarking metoden. Dette sætter i princippet visse krav til omkostningseffektivitet, da ejeren af infrastrukturen ikke i priserne kan indregne omkostninger, som ligger væsentligt over omkostningerne i andre lande. (2) Dernæst kan visse omkostninger ikke i alle tilfælde indregnes i priserne.

Benchmarking metoden er som udgangspunkt vanskelig at anvende i telesektoren, som er domineret at tidligere nationale monopolvirksomheder med meget forskellige forudsætninger, struktur og størrelse. Således har "best practice" princippet endnu ikke været anvendt i telesektoren.

Umiddelbart er det oplagt, at LRAC-metoden er den af de tre metoder, som i størst muligt omfang opfylder konkurrencelovens bestemmelser om en effektiv ressourceanvendelse. Metoden søger således at analysere, hvilken pris en effektiv virksomhed ville have fastsat.

Metoden – dog i en ændret form som LRAIC-metoden²² - tænkes anvendt inden for teleområdet som er karakteriseret ved stærkt faldende omkostninger på grund af den teknologiske udvikling. I henhold til lov om samtrafik og konkurrenceforhold i telesektoren var det planen, at LRAIC-metoden pr. 1. januar 1999 skulle anvendes til at regulere priserne på samtrafik (dvs. infrastrukturen) på teleområdet.

Telemyndigheden har nu erkendt, at dette mål er urealistisk. Det har vist sig betydeligt mere kompliceret end forventet at udarbejde en model, som også i praksis vil være operationel. Gennemførelsen af LRAIC er derfor udskudt indtil yderligere analysearbejde er foretaget.

LRAIC-metoden (ligesom LRAC metoden) har den ulempe, at den tager udgangspunkt i en hypotetisk situation, hvorfor en vurdering er meget vanskelig og forbundet med stor usikkerhed. Metoden kan derfor kun i særlige tilfælde stå alene, men bør suppleres med andre metoder. Set i lyset af den omsiggribende liberalisering af telesektoren internationalt, er det i den forbindelse en oplagt mulighed at udvikle benchmarking metoden. Benchmarking og/eller den dynamiske price-cap metode kan herefter supplere eller erstatte LRAIC-metoden. Disse metoder, som er væsentligt nemmere at gennemføre end LRAIC-metoden, vil begge ved en hensigtsmæssig tilrettelæggelse i stort omfang kunne opfylde konkurrencelovens intentioner om en effektiv ressourceanvendelse.

Ved en vurdering af den hidtidige prisregulering må bl.a. lægges vægt på, at de danske samtrafikpriser er blandt de laveste i Europa. På den anden side er samtrafikpriserne i UK, hvor konkurrencen og liberaliseringen er mere fremskreden end i Danmark, klart lavest, ligesom Danmarks geografi taler for lave teleomkostninger. Der er endvidere eksempler på kabelinvesteringer, der ikke ville være foretaget ud fra aggregerede effektivitetbetragtninger på sektorniveau.

Sammenfattende må det vurderes, at prisreguleringen har fungeret godt, selv om samtrafikpriserne ud fra konkurrenceretlig betragtning kunne være endnu lavere.

Energisektoren
I dag kan "hvile-i-sig-selv-princippet" ikke anbefales. På energiområdet har Konkurrencestyrelsen for nyligt anslået, at der kan spares omkring 3,5 mia. kroner årligt²³ gennem forbedringer i arbejdskraft- og kapitalproduktiviteten. Disse forbedringer vil kunne realiseres ved en afskaffelse af "hvile-i-sig-selv-princippet" samt ved at konkurrenceudsætte energisektoren.

De tab i effektivitet, som er forbundet med "hvile-i-sig-selv-princippet", har ledt til en erkendelse af, at forsyningsmonopoler på energiområdet i højere grad bør reguleres efter reguleringsmetoder, som direkte giver forsyningsmonopolerne et incitament til at producere effektivt.

I Konkurrencestyrelsens nyligt udsendte rapport "Konkurrence i energisektoren" fremlægges en række anbefalinger om, hvordan den fremtidige regulering på energiområdet kan udformes. Rapporten skal derfor bl.a. også ses som et konkurrencemæssigt bidrag til det nævnte reformarbejde.

Rapportens konklusioner om den fremtidige regulering på energiområdet kan meget forenklet sammenfattes i følgende hovedpunkter:

1. Der bør indføres konkurrence på aktiviteterne om produktion og handel med energi, og disse aktivitetsområder bør være omfattet af den generelle konkurrencelovgivning. Alle energiforbrugere bør på sigt have frit leverandørvalg (el og gas) og så vidt muligt frihed til selv at vælge opvarmningsform (fjernvarme, naturgas, oliefyr og solvarme etc.)

2. Energinettene til transmission og distribution af energi vil fortsat være naturlige monopolområder og vil derfor fortsat skulle reguleres som sådanne. Da hvile-i-sig-selv-princippet erfaringsmæssigt ikke i tilstrækkelig grad har givet incitamenter til effektivitetsforbedringer mv. bør der ske en modernisering af dette princip, så der skabes mere virkningsfulde incitamenter til effektivisering og omkostningsreduktion, og så investeringerne i højere grad tilpasses markedets behov. Et benchmarking system synes at være det princip, der vil være bedst egnet.

Umiddelbart er distributionsnettet på energiområdet velegnet til benchmarking metoden. Dette skyldes sektorens decentrale struktur. Det betyder, at der her i landet er mange forsyningsmonopoler, som strukturelt er sammenlignelige.

Man kan sige, at benchmarking metoden – måske ikke direkte tilsigtet men i sin funktion – i mange år er blevet anvendt på energiområdet, idet Elprisudvalget og Gas- & Varmeprisudvalget årligt har udsendt sammenligninger af de enkelte forsyningsvirksomheders priser.

3. På fjernvarmeområdet, hvor der ikke umiddelbart kan indføres konkurrence efter samme principper som på el- og gasområdet må det i forbindelse med en elliberalisering sikres, at varmeforbrugerne ikke kommer til at betale en urimelig andel af fællesomkostningerne fra den forenede varme- og elproduktion.

Jernbaner
En veludbygget jernbaneinfrastruktur finansieret gennem afgifter for adgang til jernbanenettet er ikke realistisk i Danmark. Forsøg på at gennemføre et sådant princip vil føre til en ikke optimal udnyttelse af den eksisterende infrastruktur.

For at sikre, at Banestyrelsen effektiviseres mest muligt, er der i lov om Banestyrelsen lagt op til en stigende anvendelse af offentlige udbud. Det er hensigten, at alle styrelsens projekterings-, anlægs- og vedligeholdelsesarbejder på længere sigt udbydes. Banestyrelsens egne driftsenheder får adgang til at byde i konkurrence med andre virksomheder.

Hermed udnyttes det forhold, at vedligeholdelse og nyanlæg af det naturlige monopol (skinnenettet) er driftsopgaver, som kan konkurrenceudsættes. Lovens intentioner om udbud falder i tråd med notatets indstilling om, at forsyningsmonopolets driftsdel bør konkurrenceudsættes og dermed reguleres af markedet gennem konkurrence. Imidlertid er det et potentielt konkurrenceproblem, at Banestyrelsens egne driftsenheder får adgang til at byde i konkurrence med andre virksomheder. Problemet består i, at Banestyrelsen samtidig med at eje den virksomhed, som byder på opgaven i konkurrence med andre virksomheder, også selv definerer opgaven.

Der bør derfor ske en klar adskillelse af Banestyrelsen rolle som udbudsgiver og som virksomhed, der byder på opgaverne. Dette bør ske ved en egentlig selskabsopsplitning, og helst med forskellige ejere. Regnskabsopsplitning kan være en acceptabel næstbedste løsning, men vil ikke indeholde samme sikkerhed for, at der ikke sker konkurrencebegrænsende krydssubsidiering.

Gennemføres udbud på en optimal måde og følges ovenstående retningslinier om selskabsadskillelse, vil Banestyrelsens omkostningsstruktur i højere grad nærme sig forholdene i en virksomhed, der drives på en teknisk og kommerciel hensigtsmæssig måde, jf. bemærkningerne til konkurrenceloven²⁴.

Forudsættes en effektiv omkostningsstruktur er det herefter spørgsmålet, hvordan afgiften/prisen for adgang til infrastrukturen bør fastsættes. Forinden spørgsmålet søges besvaret, er det nødvendigt at beskrive de tre typer af jernbanetrafik:

1. Passagertransport udført som offentlig service, hvor staten yder tilskud for at sikre trafikken, og hvor den operatør, som kræver mindst tilskud, som hovedregel vil vinde udbudet. Denne type har 1. prioritet ved tildeling af strækninger.

2. Passagertrafik udført for egen regning som "fri trafik". Jernbanevirksomheder kan få tildelt adgang til nettet i det omfang offentlig service trafikken giver plads.

3. Godstransport, som i princippet udføres for egen regning og risiko²⁵.

Hvad angår trafik udført som offentlig service, er det åbenbart, at afgiftens størrelse ikke har nogen effekt på efterspørgslen efter adgang til infrastruktur. Staten definerer omfanget af offentlig service og financierer underskuddet og dermed tilskuddet til den operatør, som vinder udbudet. Hvis afgifterne øges, vil det blot betyde en tilsvarende stigning i statens tilskud til de enkelte operatører, som udfører offentlig service.

Derimod har afgiftens størrelse betydning for de operatører, som efterspørger infrastruktur for at drive fri passagertrafik eller godstrafik.

Anvendelse af udbud vil være meget velegnet på disse områder. Herved bestemmes afgiftens størrelse efter "hvad markedet kan bære". Det kan ske ved at udbyde de ledige strækninger/tider, og operatøren, som byder den højeste afgiftsbeløb, får adgang til strækningen.

 

4.  Vurdering.

Forsyningsmonopolers priser er omfattet af konkurrenceloven. Af konkurrencelovens § 11, stk.1 fremgår det, at "det er forbudt for en eller flere virksomheder m.v. at misbruge en dominerende stilling på det danske marked eller en del heraf". Det følger videre af § 11, stk. 2, nr. 1, at et sådant misbrug bl.a. kan foreligge, når der påtvinges urimelige salgspriser.

Konkurrencelovens overordnede princip om prisfastsættelse i monopoler er, at de fastsatte priser i størst mulig omfang skal reflektere priserne på et konkurrencebaseret marked.

Som udgangspunkt opnås den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige prisregulering af monopoler, når priserne fastsættes efter virksomhedens grænseomkostninger. Priserne ville da svare til priserne på et marked med fuldkommen konkurrence²⁶.

Hvor forsyningsmonopolers infrastruktur er naturlige monopoler, vil en regulering efter grænseomkostningsprincippet på kort sigt lede til, at ejeren af infrastrukturen vil få underskud. Dette skyldes, at naturlige monopoler er karakteriseret ved enorme stordriftsfordele, dvs. stadigt faldende gennemsnitsomkostninger indenfor den givne markedsefterspørgsel. Med en omkostningsstruktur karakteriseret ved meget store faste omkostninger i forhold til de variable, vil grænseomkostningerne – ved den givne markedsefterspørgsel – ligge under gennemsnitsomkostningen. Ejeren af infrastrukturen vil derfor ikke kunne få dækket alle sine faste omkostninger og slet ikke opsamle midler til nødvendige reinvesteringer.

I visse markedssituationer kan der være ønsker om at lade grænseomkostningsprincippet gælde for et naturligt monopol. Dette har været tilfældet, hvis man fra starten ønsker at give nye virksomheder særligt gode betingelser for adgang til infrastrukturen. En anden begrundelse har været, at infrastrukturen stort set er udbygget (som det er tilfældet i store dele af energisektoren og det faste telenet).

I sådanne tilfælde går man videre end den generelle konkurrencelovs principper om prisfastsættelse af monopoler. Konkurrenceloven giver altid mulighed for, at virksomheder, der drives teknisk og kommercielt hensigtsmæssigt, kan indregne alle nødvendige omkostninger samt en avance afpasset efter risikoforholdene.

Prisregulering efter konkurrenceloven af forsyningsvirksomheder, der er naturlige monopoler, kan således aldrig få den effekt, at ejeren af infrastrukturen - forudsat effektiv drift - vil få underskud. Prisreguleringen af naturlige monopoler efter konkurrenceloven vil derfor medføre højere tilladte priser end marginalomkostningerne. Dette vil sikre, at ejerne bliver i stand til at opsamle midler til reinvesteringer, og i de tilfælde hvor infrastrukturen ikke er fuldt udbygget, bliver i stand til at foretage investeringer i ny teknologi/innovation. Benchmarking og den dynamiske "price-cap metode" opfylder disse betingelser og vil derfor i princippet kunne anvendes efter konkurrenceloven

LRAC metoden giver alene dækning for de omkostninger, som en effektiv drift giver anledning til. En gennemførelse af LRAC metoden vil således også resultere i, at virksomheden ved en effektiv drift får dækket alle sine faste omkostninger. Metoden muliggør derved, at der opsamles tilstrækkelige midler til alle nødvendige reinvesteringer. LRAC metoden presser virksomheden til at være særdeles effektiv, da "unødvendige omkostninger" ikke kan indregnes i priserne. Derved svarer LRAC metoden til konkurrencelovens principper. Metoden er dog vanskelig at anvende i praksis, da den tager udgangspunkt i en hypotetisk situation.

_________________________________

1 LRAC metoden er beskrevet i afsnit 3.6
² For at grænseomkostningsprincippet er samfundsmæssigt optimalt, kræves der, at grænseomkostningerne er faldende.
³ I den nye jernbanelov arbejdes med begrebet "trafik udført som offentlig service". Hermed menes passagertrafik, som garanteres af det offentlige gennem økonomiske tilskud, og som vil blive gennemført i henhold til kontrakt mellem en eller flere operatører og trafikministeren.
⁴ Lov nr. 467 af 12. juni 1996 om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren som er ændret ved lov nr. 391 af 10. juni 1997.
⁵ Herved forstås de forøgede driftsomkostninger, der er en følge af afviklingen af den pågældende samtrafik, og som derfor vil bortfalde, hvis den pågældende samtrafik ophører.
⁶ Lov nr. 470 af 1. juli 1998.
⁷ Price cap reguleringen er beskrevet i afsnit 3.6.
⁸ Da der er tale om et lovforslag - Lovforslag nr. L 108 til lov om jernbanevirksomhed m.v. – er der egentlig ikke tale om gældende regulering. Da der er politisk enighed om loven, som forventes vedtaget i efteråret 1998, er det fundet mest hensigtsmæssigt at betragte den som udtryk for gældende regulering.
⁹ Banestyrelsen blev etableret som en selvstændig virksomhed under Trafikministeriet den 1. januar 1997.
¹⁰ Fx i Storbritannien, Tyskland og Sverige er der i lovgivningen også formuleret nogle principper for beregningen af afgifterne for adgang til infrastruktur. I Storbritannien og i Tyskland skal afgifterne dække de samlede omkostninger til vedligeholdelse af infrastrukturen, mens de i Sverige skal dække de eksterne (miljømæssige) marginale omkostninger ved at benytte skinnerne. Kilde: Transportrådet: Organisering af jernbanetrafik – udenlandske erfaringer. Januar 1998.
¹¹ Banestyrelsen er underordnet det statslige bevillingssystem, hvor de indbetalte afgifter (i år 2001 antages 235 mio. kr.) forudsættes modregnet i Banestyrelsens drifts- og anlægstilskud.
¹² Dog kan trafikministeren i tilfælde, hvor adgangen til stationen ønskes fremmet, bestemme at lejerne kun skal betale en forholdsmæssige andel af driftsomkostningerne, dvs. eksklusive omkostninger til forrentning og afskrivning
¹³ Se fx Hal R. Varian: Intermediate Microeconomics – A Modern Approch, 1993.
¹⁴ Kravene er bl.a. en verdensomsætning for deltagerne på mindst ca. 40 mia. kroner, eller (de nye supplerende tærskelværdier) med en verdensomsætning på 19 mia. kroner hvortil er knyttet en række yderligere omsætningskrav for at opfylde krav til fællesskabsdimension.
¹⁵ Dette er dog ikke gjort helt konsekvent, idet jernbanestationerne, som er infrastruktur, ikke udskilles men fortsat ejes af DSB.
¹⁶ Bestemmelsen bygger på doktrinen om "essential facilities", der er en fast indarbejdet doktrin efter amerikansk anti-trust ret, og hvis principper i højere og højere grad har vundet indpas i EU konkurrenceretten. Se desuden H. Peter Møllgaards notat, "Access to Essential Facilities and the Danish Competition Act", udgivet som Working paper 6-97 af Institut for Nationaløkonomi, Handelshøjskolen i København.
¹⁷ Jf. Kommissionens meddelelser om anvendelse af konkurrencereglerne på aftaler om netadgang i telesektoren – Rammebestemmelser, relevante markeder og principper, pkt. 75
¹⁸ LRAC er en forkortelse for "Long Run Average Cost".
¹⁹ LRAC-metoden er nært beslægtet med LRAIC-metoden, jf. fodnote 22. "I" i LRAIC-metoden står for incremental, dvs. marginal. I tilfældet hvor der også på lang sigt er faste omkostninger, kan LRAIC-metoden i visse tilfælde give anledning til lavere priser end LRAC. Ud fra konkurrencelovens principper om prisfastsættelse anbefales alene LRAC-metoden. Årsagen er, at konkurrenceloven ikke giver mulighed for, at der stilles krav om, at prisen sættes lavere end gennemsnitsomkostningerne ved en effektiv drift.
²⁰ Se Ole Jess Olsen: Regulering af offentlige forsyningsvirksomheder i Danmark. 1993.
²¹ Se Ole Jess Olsen: Regulering af offentlige forsyningsvirksomheder i Danmark. 1993.
²² I henhold til telelovgivningen er det planen at anvende LRAIC metoden, hvor "I" står for incremental, dvs. marginal. Forudsættes det, at alle omkostninger på langt sigt er variable, er de to metoder – LRAC og LRAIC – identiske. Hvis det derimod forudsættes, at der også på langt sigt er faste omkostninger, er de to metoder ikke identiske. Hvis det er tilfældet, vil LRAIC metoden i modsætning til LRAC metoden ikke nødvendigvis give dækning for alle nødvendige omkostninger ved rationel drift. Se i øvrigt "Rapport vedr. udvalgte telepolitiske tiltag på samtrafikområdet i forbindelse med trin 2b liberaliseringen". Udarbejdet for Forskningsministeriet af Andersen Management International A/S, 1996.
²³ "Konkurrence i energisektoren", Konkurrencestyrelsen, maj 1998. Det anførte potentiale vedrører både netdelen, værkerne og salgsfunktionerne.
²⁴ Dog kun i snæver forstand, idet en optimal anvendelse af udbudsmetoden "kun" sikrer, at besluttede anlægsinvesteringer og drift udføres omkostningseffektivt. Derimod giver udbudsmetoden ingen sikkerhed for, at beslutningerne om anlægsinvesteringer og vedligeholdelsesomfang er kommercielt rationelle. Tværtimod kan ledelse og ansatte i et offentligt ejet monopol have fordel i at øge virksomhedens størrelse (ansatte og omsætning).
²⁵ Iflg. lovforslaget vil DSB gods dog modtage et omstrukturerings- og investeringstilskud fra staten. Samlet vil beløbet frem til 2002 være på ca. 1 mia. kroner. Herudover ydes uden tidsbegrænsning et generelt miljøtilskud til jernbanegodstransport, som ventes at udgøre i alt ca. 75 mio. kroner om året.
²⁶ Det gælder dog kun, hvis virksomheden drives på den teknisk og kommerciel hensigtsmæssig måde, som den ville være tvunget til på et konkurrencemarked.