Byggeorganisationernes standardforbehold

dKonkurrencestyrelsen har behandlet en række anmeldelser af standardforbehold og standardforbehold for totalentreprise. Standardforbeholdene er udarbejdet af brancheorganisationerne på bygge- og anlægsområdet og anvendes af medlemmerne ved stort set al tilbudsgivning i forbindelse med indgåelsen af entrepriseaftaler. Forbeholdene har karakter af generelle betingelser, der kan anvendes af samtlige brancheorganisationens medlemsvirksomheder uanset særlig fagområde.

Grundlaget for entrepriseaftaler er Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92) og det tilsvarende regelsæt for totalentreprise (ABT 93). Konkurrencestyrelsen har tidligere foretaget en konkurrenceretlig vurdering af disse regelsæt, og ud fra en samlet vurdering fandt Konkurrencestyrelsen, at AB 92 og ABT 93 ikke indeholder konkurrencebegrænsninger i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3, jf. styrelsens afgørelse af 30. maj 2000 som aftalt på Konkurrencestyrelsens hjemmeside under afgørelser på Rådsmødet den 21. juni 2000. Styrelsen vurderede, at bestemmelserne ikke kan udelukkes at være uniformerende, men at de udgør nødvendige rammebetingelser for et effektivt fungerende marked, og at de har karakter af generelle "færdselsregler". Samtidig blev der lagt vægt på, at bestemmelserne kan fraviges ved aftale, hvorved de uniformerende aspekter svækkes væsentligt.

Byggeorganisationernes standardforbehold er til forskel fra AB 92 og ABT 93 udarbejdet ensidigt af brancheorganisationerne på entreprenørsiden. Endvidere er anvendelsen af standardforbehold obligatorisk for en række af brancheorganisationernes medlemsvirksomheder, idet organisationerne under Byggeriets Firkant ( Danske Entreprenører, Byggeriets Arbejdsgivere, ELFO og Dansk VVS) har forklaret, at deres medlemmer er pligtige til at tage standardforbeholdene ved enhver tilbudsgivning. Håndværksrådet og BKL har oplyst, at det er frivilligt for medlemsvirksomhederne at anvende deres standardforbehold. Inden for VVS-området, i Fælleslicitationskontorets regi, er der dog pligt til at benytte Håndværksrådets standardforbehold.

Konkurrencestyrelsen har vurderet, at obligatorisk anvendelse af standardforbeholdene er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, og at der således ikke kan gives en erklæring om ikke-indgreb i henhold til lovens § 9. Kriterierne for at meddele fritagelse efter lovens § 8, stk. 1, findes ikke at være opfyldt.

Isoleret set er standardforbeholdenes erklærede formål om at indføre afbalancerede bestemmelser, der præciserer aftaleforholdet, ikke konkurrencebegrænsende. Imidlertid har Konkurrencestyrelsen vurderet, at det indebærer en betydelig konkurrencebegrænsning, såfremt standardforbeholdene er obligatoriske ved tilbudsgivningen, da det er på dette tidspunkt, at konkurrencen skal udspille sig. Obligatoriske standardforbehold har til følge, at konkurrencen på området uniformeres, og som følge deraf sker der en begrænsning af en række sekundære konkurrenceparametre.

Konkurrencestyrelsen har derfor meddelt de brancheorganisationer, der har obligatoriske standardforbehold, at de skal ophæve pligten for medlemsvirksomhederne til at tage standardforbeholdene ved enhver tilbudsgivning. Organisationerne skal således tilkendegive over for medlemmerne, at det ved hver enkelt konkret tilbudsgivning er frivilligt, om virksomheden vil anvende et eller flere af forbeholdene.

På det foreliggende grundlag har Konkurrencestyrelsen derimod vurderet, at såfremt standardforbeholdene er frivillige, indeholder de ikke konkurrencebegrænsninger i strid med konkurrencelovens § 6.

For så vidt angår bestemmelser vedrørende materialegaranti og betaling for vinterforanstaltninger har Konkurrencestyrelsen dog henstillet, at ordlyden ændres i nogle af de anmeldte standardforbehold.

Bestemmelsen om garanti for materialeegenskaber, siger at krav herom i udbudsmaterialet kun er gældende i det omfang leverandøren stiller samme garanti over for entreprenøren og kan opfylde sin forpligtelse. Konkurrencestyrelsen ønsker det tydeliggjort, at forbeholdet kun får betydning i de situationer, hvor entreprenøren ikke har mulighed for at fremskaffe leverancer med den ønskede garanti.

Bestemmelsen om vinterforanstaltninger fastlægger betalingsfordelingen mellem bygherre og entreprenør for vinterforanstaltninger. Konkurrencestyrelsen anser det for at være kritisabelt, at pålægge bygherren at betale for en række fastlagte vinterforanstaltningerne efter regning. Ingen af parterne er dog i stand til på forhånd at vurdere omfanget af nødvendige vinterforanstaltninger, og styrelsen ønsker derfor, at det tydeligt skal fremgå af standardforbeholdene, at afregning så vidt mulig skal ske på grundlag af en vintertilbudslistes enhedspriser. Når dette er tilfældet, sker der trods alt en form for konkurrence på de enhedspriser, der sammen med skønsmæssigt fastsatte mængder vil indgå som en del af tilbuddet. Det er således op til bygherren at sikre sig afregning på denne måde, ved i sit udbudsmateriale at tage højde for forventede nødvendige vinterforanstaltninger.

Det er en forudsætning for styrelsens afgørelse, at anvendelsen af standardforbeholdene også de facto er frivillig. Såfremt Konkurrencestyrelsen på et senere tidspunkt erfarer, at grundlaget for styrelsens afgørelse ikke er opfyldt, f.eks. med hensyn til de facto frivillig anvendelse eller med hensyn til forståelsen af de to nævnte bestemmelser, forbeholder styrelsen sig at tage forbeholdene op til genovervejelse.