Vi oplever i øjeblikket fejl på hjemmesiden. Vi arbejder på højtryk for at løse det.

 

Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1138/SEK/MIK

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Klage over Herning Køretekniske anlæg og Herning Kørelærerforening

En køreskole i Herning fik meddelt, at der var grundlag for at gennemføre en undersøgelse af Herning Køretekniske Anlæg og Herning Kørerlærerforening.

Rådsmødet den 24. november 2004

Konkurrencestyrelsen har meddelt en køreskole i Herning, at styrelsen ikke finder anledning til at gennemføre en undersøgelse i henhold til konkurrencelovens §§ 6 og 11 vedrørende Herning Køretekniske Anlæg og Herning Kørerlærerforening.

Køreskolen havde klaget over, at Herning Køretekniske Anlæg havde afvist køreskolen fra at anvende anlægget til teoriundervisning. Køreskolen mente, at afvisningen var begrundet i, at køreskolen benyttede priser, der var for lave i forhold til de konkurrerende køreskoler i Herning og omegn. Køreskolen mente på den baggrund også, at kørerlærerne i Herning Kørelærerforening havde aftalt minimumspriser.

Herning Køretekniske Anlæg oplyste, at anlægget slet ikke blev brugt til teoriundervisning. Derimod var det forudsat, at hver enkelt kørerlærer selv forestod teoriundervisning i egne eller lejede lokaler.

Konkurrencestyrelsen vurderede foreløbigt det relevante marked til at være lokaler, hvori der kan gennemføres teoriundervisning. Henset til, at der er 33 medlemmer af Herning Kørerlærerforening, som hver især gennemfører teoriundervisning i egne eller lejede lokaler, fandt Konkurrencestyrelsen ikke, at der var grundlag for at undersøge nærmere, om Herning Kørertekniske Anlæg besad en dominerende stilling på det relevante marked. Styrelsen henviste også til, at konkurrencen på det relevante marked næppe var påvirket mærkbart. Styrelsen afviste derfor at gennemføre en nærmere undersøgelse af klagen for så vidt angik Herning Kørertekniske Anlæg.

Herning Kørerlærerforening afviste at være en del af, eller at medvirke til at indgå aftaler om minimumspriser. Dertil henviste kørerlærerforeningen til, at foreningen havde kendskab til, at kørerskolerne i Herning og omegn havde forskellige priser.

Konkurrencestyrelsen vurderede, at det var tvivlsomt om der var indgået en aftale, og at det i givet fald ville være særdeles vanskeligt at bevise en eventuel aftale mellem kørerlærerne. Styrelsen fandt dog anledning til for god ordens skyld at orientere Herning Kørerlærerforening om konkurrencelovens § 6 om forbud mod indgåelse af konkurrencebegrænsende aftaler såsom aftaler om minimumspriser. Styrelsen bad kørerlærerforeningen om at orientere sine medlemmer herom.

Med henvisning til konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt., meddelte styrelsen således, at styrelsen ikke ville gennemføre en egentlig undersøgelse af klagen.