Analyse

OECD In-depth review of Denmark

En grundig gennemgang af dansk konkurrencepolitik og konkurrencemyndighedernes arbejde resulterer i både anerkendelse og anbefalinger om bedre rammer i konkurrencelovgivningen.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

OECD konkluderer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er en ’well-managed and strategically focused competition authority’. Det er jeg naturligvis glad for. Samtidig påpeger OECD, at de væsentlige udfordringer ligger i de særlige rammer og den lovgivning, som de danske konkurrencemyndigheder arbejder under.

OECD kommer med en række anbefalinger til mulige forbedringer af den danske regulering på konkurrenceområdet. Det sker i en ny rapport, der nøje vurderer de danske konkurrencemyndigheder, deres institutionelle rammer og den danske lovgivning på konkurrenceområdet.

OECD påpeger i rapporten, at Danmark har et særegent, komplekst og todelt system for behandling af konkurrencesager i retssystemet. Administrative afgørelser træffes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, mens straffesager behandles af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) efter strafferetlige beviskrav. Modsat de fleste andre lande har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke mulighed for selv at pålægge bøder for overtrædelser af konkurrenceloven eller føre straffesager ved domstolene.

OECD foreslår i den forbindelse, at det overvejes at indføre mere strømlinede procedurer for at afgøre skyldsspørgsmålet i forbindelse med straf for overtrædelse af konkurrenceloven. Herunder bemærker OECD, at man kan overveje at indføre administrative bøder på udvalgte områder.

OECD påpeger også, at det er en væsentlig svaghed, at den danske konkurrencelov i dag giver mulighed for branchespecifikke ad hoc undtagelser fra konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende adfærd.

Rapporten konkluderer på baggrund af en omfattende gennemgang af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens arbejde, den danske konkurrencelovgivning og samtaler med en lang række eksterne interessenter, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ’well-managed and strategically focused’. Rapporten beskriver videre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ‘is viewed as a powerful, energetic and influential authority, with good access to the Government and with a strong public message and profile’.

I Danmark består de danske konkurrencemyndigheder af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder Konkurrencerådet, og SØIK. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Konkurrencerådet træffer de administrative afgørelser efter konkurrenceloven, mens SØIK står for den strafferetlige behandling af konkurrencelovsovertrædelser.