Hvornår kan Klagenævnet for Udbud tillægge en klage opsættende virkning?
En klage, der er indgivet i standstill-perioden, har automatisk opsættende virkning indtil klagenævnet har truffet afgørelse om, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning.
Hvis klagen ikke er omfattet af standstill-reglerne, fx fordi den først er indgivet efter standstill-periodens udløb, eller fordi den vedrører overtrædelse af tilbudsloven, skal klageren anmode klagen tillagt opsættende virkning. Klagenævnet kan kun tillægge en klage opsættende virkning, hvis særlige grunde taler herfor.
Opsættende virkning vil sige, at udbudsprocessen skal stoppes, og at ordregiveren ikke må underskrive kontrakten, før klagenævnet har truffet endelig afgørelse i sagen.
Efter Klagenævnets praksis skal tre betingelser være opfyldt for, at en klage kan tillægges opsættende virkning:
- Klagen skal "have noget på sig", dvs. at klageren skal have udsigt til at få medhold i klagen.
- Der skal foreligge uopsættelighed, dvs. at opsættende virkning er nødvendig for at afværge et alvorligt og uopretteligt tab for klageren.
- Det skal være en interesseafvejning, hvor klagerens interesse i, at Klagenævnet tillægger klagen opsættende virkning, skal veje tungere end indklagedes interesse i det modsatte.
Læs mere
- Om standstill-perioden i kap. 10.6.7 i Udbudsloven - Vejledning om udbudsreglerne
- I Lov om Klagenævnet for Udbud