Hvad er light-regimet og hvordan udbyder jeg en light-ydelse?
Light-regimet er en betegnelse for en række sociale og andre specifikke tjenesteydelser, som er særskilt reguleret i udbudsloven. Udbudsprocessen under light-regimet er kendetegnet ved, at ordregiver har frihed til at tilrettelægge sin procedure eller fremgangsmåde for det enkelte udbud.
Light-regimet er en særlig ordning, som finder anvendelse på visse kategorier af tjenesteydelser, der ifølge sin natur har en begrænset grænseoverskridende interesse og som leveres i en særlig sammenhæng, som er meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat som følge af forskellige kulturelle traditioner.
For anvendelse af light-regimet skal to betingelser være opfyldt. Der skal være tale om indkøb af sociale- og andre specifikke tjenesteydelser, og det skal være over tærskelværdien.
- Sociale- og andre specifikke tjenesteydelser
For at være omfattet af light-regimets regler skal en opgave være omfattet af én af de CPV-koder, der er anført i udbudsdirektivets bilag XIV. Der er tale om følgende tjenesteydelseskategorier:
- Sundheds- og socialvæsen samt tilknyttede tjenesteydelser.
- Administrative tjenester på det sociale område, uddannelsesområdet, sundhedsområdet og det kulturelle område.
- Lovpligtig socialsikring.
- Velfærdsydelser.
- Andre kollektive, sociale og personlige tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser ydet af fagforeninger, politiske organisationer, ungdomsorganisationer og andre medlemsskabsbaserede organisationstjenester.
- Religiøse tjenester.
- Hotel- og restaurationstjenesteydelser.
- Juridiske tjenesteydelser.
- Andre administrative tjenester og tjenester for den offentlige sektor.
- Tjenester for lokalsamfundet.
- Fængselsrelaterede tjenester og tjenester i forbindelse med offentlig sikkerhed og redningstjenester.
- Efterforsknings- og sikkerhedstjenester.
- Internationale tjenester.
- Diverse tjenesteydelse. Der er tale om en bestemmelse, som dækker over to bestemte tjenesteydelseskontrakter - Regummiering af dæk og smedearbejder. Til forskel fra tidligere er der således ikke tale om en opsamlingsbestemmelse.
- Tærskelværdien
Tærskelværdien beregnes eksklusive moms. Du kan læse mere om de gældende tærskelværdier for 2020-2021 og de tidligere tærskelværdier for 2018-2019.
Hvordan udbyder jeg en light-ydelse?
Light-regimets regler er mere lempelige end de almindelige regler i udbudsloven om offentlige indkøb over tærskelværdien. Ordregiver vælger selv, hvorvidt det er udbudslovens almindelige regler eller reglerne for light-regimet, der skal anvendes.
Som ordregiver skal man dog være opmærksom på, at proceduren skal udarbejdes i overensstemmelse med de grundlæggende principper om gennemsigtighed, ligebehandling og proportionalitet. Det er derfor et krav, at ordregiver offentliggør den fremgangsmåde, der anvendes samt kriterierne for tildeling. Ordregiver kan også vælge at anvende en af de traditionelle procedurer som fx offentligt eller begrænset udbud. Der er også adgang til at anvende proceduren udbud med forhandling, såfremt det skønnes at være hensigtsmæssigt.
Offentliggørelse
Ordregiveren bestemmer selv om offentliggørelse skal ske som en udbudsbekendtgørelse eller en forhåndsmeddelelse. Udbudsbekendtgørelsen eller forhåndsmeddelelsen skal laves på baggrund af Kommissionens standardformular ”Sociale og andre specifikke tjenesteydelser – offentlige kontrakter.”
Udbudsmaterialet
Det er ikke et krav, at der udarbejdes et udbudsmateriale med detaljerede beskrivelser af den udbudte ydelse. Det skal dog være muligt for tilbudsgiver at identificere indkøbets centrale elementer og mindstekrav.
Udvælgelse af ansøgere
Ordregiver kan vælge eller tilrettelægge en procedure, hvor kun et begrænset antal ansøgere opfordres til at afgive tilbud. Vælger ordregiver dette, skal det fremgå af udbudsbekendtgørelsen eller forhåndsmeddelelsen, hvordan virksomhederne udvælges.
Der stilles ikke særlige krav til denne udvælgelse - den skal blot foregå på en gennemsigtig, ikke-diskriminerende og objektiv måde.
Kriterier for tildeling
Ordregiver kan frit vælge hvilke kriterier for tildeling, der skal finde anvendelse. Kriterierne skal blot være offentliggjort i udbudsbekendtgørelsen eller forhåndsmeddelelsen, samt være saglige og objektive.
Kontrakttildeling og afslutning af proceduren
Ordregiver skal tildele kontrakten på baggrund af den procedure, der er fastlagt og på baggrund af de fastsatte kriterier for tildeling. Ved underretning til ansøgere skal udbudslovens almindelige regler om meddelelser og begrundelser følges. Ved afslutning af en procedure skal ordregiver udarbejde en skriftlig rapport i overensstemmelse med udbudslovens almindelige regler.
Læs mere
- Kap. 12.2 i Udbudsloven - Vejledning om udbudsreglerne