Skal ordregiver annoncere bygge- og anlægskontrakter omfattet af tilbudsloven og hvad skal en annoncering indeholde?

Når bygherren vælger at gennemføre en offentlig licitation eller begrænset licitation med prækvalifikation, stiller tilbudsloven krav om offentliggørelse i pressen eller elektroniske medier.

En bygherre skal ved udbud af en bygge- og anlægskontrakt, der er omfattet af tilbudsloven, sørge for en annoncering. Dette gælder dog kun, hvis bygherren vælger at gennemføre en offentlig licitation eller en begrænset licitation med prækvalifikation.

Tilbudsloven stiller i disse tilfælde krav om offentliggørelse i pressen eller elektroniske medier. Der kan eksempelvis ske offentliggørelse i dagblade, på elektroniske medier eller på udbyderens egen hjemmeside. Der kan også ske frivillig offentliggørelse i EU-Tidende eller på udbud.dk, hvilket vil sikre høj grad af synlighed.

Hvis bygherren vurderer, at det vil fordre en tilstrækkelig konkurrence kan bygherren dog vælge at gennemføre en begrænset licitation uden prækvalifikation i stedet. I dette tilfælde kræver tilbudsloven ikke, at der foretages en forudgående annoncering af opgaven.

Hvad skal en annoncering indeholde?

En annoncering af en bygge- og anlægsopgave skal som minimum indeholde en kort beskrivelse af opgaven, ordregiverens navn og adresse, en tidsfrist for tilbud eller tilkendegivelse af interesse og kriterierne for tildelingen.

For både annoncering af en offentlig licitation samt begrænset licitation med prækvalifikation gælder, at opgaven som minimum skal beskrives i et omfang svarende til, at en interesseret tilbudsgiver kan danne sig et indtryk af, hvorvidt det kan være relevant at afgive tilbud. Derudover bør den indeholde oplysninger om udbyders navn og adresse, samt angivelse af tidsfrist for interessetilkendegivelse eller tilbud.

En annonce for offentlig licitation skal derudover indeholde en beskrivelse af de oplysninger om tilbudsgiverens tekniske og økonomiske formåen, som udbyderen eventuelt kræver, samt en angivelse af, hvorvidt opgaven vil blive tildelt efter kriteriet laveste pris eller det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

En annonce for begrænset licitation skal herudover indeholde oplysninger om hvor mange bydende, der vil indkaldt til at afgive bud.