Skal man annullere et udbud efter tilbudsloven, hvis kontraktværdien efterfølgende viser sig at overstige tærskelværdien?
Nej, ikke hvis man ved den oprindelige vurdering af kontraktens værdi har foretaget sit bedste skøn ud fra et veloplyst grundlag.
Det er op til den ordregivende myndighed at ”anslå”, hvorvidt værdien af en kontrakt ligger over eller under den relevante tærskelværdi i udbudsloven. Ordregivers skøn skal baseres på et veloplyst grundlag.
Man skal således som ordregiver være opmærksom på, at undersøge markedet og den forventede prisdannelse for anskaffelsen på en relevant måde med henblik på at skaffe sig et dækkende og fyldestgørende grundlag for at skønne over anskaffelsens værdi.
Den anslåede værdi skal være gældende på tidspunktet, hvor ordregiveren indleder indkøbsproceduren og dække over kontraktens samlede værdi.