Øvrige nyheder

Tal sammen og få bedre udbud

Tag en snak med en eller flere leverandører, inden du går i gang med dit udbud og udnyt de muligheder, der er for dialog under udbudsprocessen. Sådan lyder et af rådene i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nye vejledning ”Dialog – før og under udbudsprocessen”, der udkommer i dag. Vejledningen indeholder desuden en ny beregningsmetode til fastsættelse af seks-dages fristen for supplerende oplysninger i forhold til den metode, der er beskrevet i udbudslovens lovbemærkninger.

Hvornår fører dialogen til en konkurrencefordel for én virksomhed, og hvilken type dialog er tilladt under udbudsprocessen? I den nye vejledning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der konkret vejledning til de situationer, hvor der kan opstå tvivl – fx også i forhold til, hvilke ændringer man må foretage i et offentliggjort udbudsmateriale, og hvordan eventuelle fejl eller mangler i et modtaget tilbud kan håndteres.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ønsker at fremme dialogen mellem ordregivere og virksomheder før og under udbudsprocessen. Markedsdialogen er et vigtigt redskab til at skabe en effektiv konkurrence om de offentlige opgaver. Med udbudsloven er der skabt vide og klare rammer for dialog mellem ordregivere og leverandører. Det gælder især, før udbuddet offentliggøres.

Vejledningen Dialog før og under udbudsprocessen indeholder en detaljeret gennemgang af, hvordan du som ordregiver udnytter mulighederne for at indhente informationer fra virksomheder før et udbud, samt hvilke muligheder og rammer der er for dialog under selve udbudsprocessen.

Beregn seks-dages fristen for supplerende oplysninger efter fristforordningen

Det følger af udbudslovens § 134, at en ordregiver skal meddele supplerende oplysninger senest seks dage før udløbet af ansøgnings- eller tilbudsfristen. Beregningen af seks-dages-fristen har i praksis givet anledning til usikkerhed om hvilken beregningsmetode, der skal anvendes. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derfor forelagt spørgsmålet for EU-Kommissionen.


EU-Kommissionen har nu meddelt, at beregningen af seks-dages fristen skal ske efter fristforordningens regler for beregning af frister i dage. Dermed sikres det, at tilbudsgiverne får seks hele dage til at forholde sig til oplysningerne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen giver i vejledningen et eksempel på, hvordan fristen skal fastsættes, da der er tale om en ny beregningsmetode i forhold til det, der fremgår af udbudslovens lovbemærkninger.

Målgruppen for vejledningen er primært ansatte hos ordregivere. Virksomheder, der byder på offentlige opgaver, kan også finde vejledningen relevant i situationer, hvor der opstår tvivl om rækkevidden for dialogen.


Læs vejledningen ”Dialog – før og under udbudsprocessen”

 

Bemærk: Ny version af vejledning 
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 8. februar 2018 ændret formuleringen i boks 5.4 om ”Forbehold om leveringsomkostninger” på side 47.
I vejledningen fra januar 2018 stod der tidligere: 
Forbeholdet om betaling for tillægsleverancer vedrører ikke et grundlæggende element, og ordregiveren kan derfor ikke afvise tilbuddet, men må i stedet prissætte forbeholdet.
 
Det er nu rettet til:
Forbeholdet om betaling for tillægsleverancer vedrører ikke et grundlæggende element, og ordregiveren har derfor ikke pligt til at afvise tilbuddet. Ordregiver har ret til ikke at tage tilbuddet i betragtning. Vælger ordregiver at tage tilbuddet i betragtning, skal forbeholdet prissættes.

Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud

I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.