Pressemeddelelse
Digitale tjenesters pligt til at offentliggøre antal brugere træder i kraft
Digitale tjenester, som formidler andres indhold via en digital platform eller søgemaskine, skal senest den 17. februar i år og herefter hvert halve år offentliggøre, hvor mange aktive brugere, de har i EU. Kravet er en del af EU's nye forordning om digitale tjenester.
Den nye DSA-forordning (”Digital Services Act”) regulerer formidlingstjenesters rolle som bindeled mellem brugere, der udveksler information, tjenesteydelser eller varer.
En digital formidlingstjeneste kan eksempelvis være et socialt medie, en digital markedsplads, en søgemaskine eller en direkte beskedtjeneste. Det er nærmere defineret i forordningen, hvilke tjenester den omfatter.
DSA-forordningen er erhvervsrettet regulering med et forbrugerbeskyttende formål. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har bidraget til det lovforberedende arbejde til DSA-forordningen.
Formålet med forordningen er at skabe et sikkert digitalt rum for virksomheder og borgere. Blandt andet skal man kunne anmelde ulovligt indhold på en hjemmeside og klage til tjenesten, hvis den ikke fjerner det ulovlige indhold.
Forordningen medfører en række nye regler for digitale formidlingstjenester, som udbyder deres tjenester til brugere i EU. Forordningen får først fuld virkning i februar 2024, men nogle af reglerne træder i kraft tidligere.
Senest 17. februar 2023 skal udbydere af onlineplatforme og onlinesøgemaskiner offentliggøre antallet af aktive brugere i EU. Der er dog visse undtagelser for mindre virksomheder.
Pressekontakt:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.