Indgreb overfor fælles vejledende priser på råtræ
Pressemeddelelse - 25. november 1998
Konkurrencerådet har grebet ind overfor de vejledende priser på råtræ, der aftales mellem Dansk Skovforening, der repræsenterer de større, private skovejere og Danske Træindustrier, hvor er en række træindustrier og savværker er organiseret. Foreningerne skal ophøre med at aftale og udsende de vejledende priser fra 1. marts 1999.
Rådet har afslået foreningernes anmodning om en såkaldt ikke-indgrebs erklæring efter konkurrencelovens § 9, fordi udsendelsen af vejledende priser medfører en uniformering af prisdannelsen på en væsentlig del af det danske markedet for råtræ. Der var heller ikke grundlag for at imødekomme foreningernes anmodning om fritagelse efter konkurrencelovens § 8, idet betingelserne herfor ikke var til stede.
De vejledende priser omfatter alle arter dansk rundtræ, dvs. nåletræ og løvtræ samt desuden brænde. Nåletræet anvendes især til opskæring til konstruktionstømmer, der sælges gennem trælasthandlere til byggeriet. Særlige kvaliteter sælges til spånpladeindustrien og til produktion af emballage (paller og kasser) og løvtræet anvendes især til møbelemner og parketstave. Den danske råtræforsyning er på ca. 2,2 mio. m3 hvoraf ca. 0,5 mio. m3 importeres.
Parterne har overfor Konkurrencestyrelsen argumenteret med, at aftalen udgør en administrativ aflastning. Konkurrencerådet har imidlertid vurderet, at aflastningen ikke kan retfærdiggøre uniformeringen af prisdannelsen. Desuden vil det være tilladt for parterne at opnå denne aflastning på anden måde, fx ved at udarbejde en prisstatistik.