Afgørelse

Nummer
J.nr. 2:8032-863/psoe

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Anmeldelser fra Dansk Ejendomsmæglerforening

Dansk Ejendomsmæglerforening skal ophæve eksklusivregel

Pressemeddelelse - 16. december 1998

Konkurrencerådet har i dag vurderet Dansk Ejendomsmæglerforenings regelsæt. Konkurrencerådet har underkendt en regel om, at foreningen ikke optager nye ejendomsmæglere som medlemmer, hvis de fx er ansat i advokatfirmaer eller hos pengeinstitutter. Denne regel vil nemlig reducere konkurrencen "på tværs" mellem traditionelle ejendomsmæglere, advokater, pengeinstitutter og andre om at tilbyde forbrugerne gode og billige seviceydelser.

Efter at lovgivningens barrierer mod såkaldt brancheglidning er fjernet, er det utilfredsstillende, hvis konkurrencebegrænsende aftaler kan fastholde en situation uden konkurrence mellem forskellige typer virksomheder på dette område.

Konkurrencerådet har godkendt en række andre bestemmelser i Dansk Ejendomsmæglerforenings regelsæt, herunder fx en regel om, at ejendomsmæglere ikke aktivt må kapre kunder fra andre ejendomsmæglere. Denne regel kendes fra andre brancher og er ikke til hinder for konkurrence om nye kunder og at kunderne selv kan skifte ejendomsmægler midt i et salgsforløb.