Afgørelse

Nummer
Jnr.: 2:8032-51, 2:801-120/hhk

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Kommunedatas aftale med Københavns Kommune

Konkurrencerådet accepterer Københavns Kommunes outsourcingaftale med Kommunedata

Pressemeddelelse - 26. august 1998

Konkurrencerådets møde den 26. august 1998

Konkurrencerådet har truffet afgørelse om, at Københavns Kommunes aftale om at outsource sin IT-drift til Kommunedata ikke indeholder konkurrencebegrænsende bestemmelser og derfor ikke strider mod konkurrencelovens § 6. Aftalen fastlægger vilkårene for Kommunedatas drift for de næste 4 år af kommunens IT-afdeling og forpligter bl.a. kommunen til et vist mindstekøb af IT-ydelser i perioden.

Rådet traf samtidig afgørelse om, at Kommunedata ikke - som virksomheden havde søgt om - kan få en såkaldt "ikke-indgrebserklæring". En sådan erklæring betyder, at en virksomhed får "attest" på at have overholdt konkurrenceloven.

Da Københavns Kommune i 1997 meddelte, at man ønskede at outsource IT-driften, opsagde Kommunedata sin daværende aftale med kommunen om at levere edb-programmer. Kommunedata henviste til, at man hverken kunne eller ville tillade, at andre end kommunen eller Kommunedata selv driftsafviklede Kommunedatas programmer.

Kommunedata henviste bl.a. til selskabets ophavsret til programmellet. Efter rådets vurdering kunne dette imidlertid ikke berettige selskabet til at nægte kommunen ret til fortsat at anvende Kommunedatas programmel eller til at lade tredjemand stå for driftsafviklingen af kommunens IT-central.

Rådet finder, at en dominerende virksomhed må være varsom med at påtvinge aftagere sin egen tolkning af ophavsretten, når der er rimelig tvivl om rækkevidden af denne.

Konkurrencen på markedet for driftsafvikling af kommunale edb-opgaver fremmes ved, at Kommunedata har accepteret, at Københavns Kommune i år 2002 frit kan overdrage driftsafviklingen af Kommunedatas programmer til andre.

Yderligere oplysninger kan fås hos direktør Finn Lauritzen (3317 7001) eller kontorchef Hans Kierkegaard (3317 7113).