Aftale mellem Codan Forsikring og Ældre Sagen godkendtes
Pressemeddelelse - 26. januar 2000
Konkurrencerådet har i dag tilladt en samarbejdsaftale mellem Codan Forsikring og Ældre Sagen.
Aftalen giver Ældre Sagens medlemmer eneret til at tegne særlige indbo- og privatansvarsforsikringer (Evergreen forsikringer) hos Codan Forsikring. Desuden giver aftalen Ældre Sagens medlemmer mulighed for at få rabatter på andre skadesforsikringer i Codan Forsikring.
Ældre Sagen har som led i aftalen påtaget sig at markedsføre Codan Forsikrings produkter over for medlemmerne og modtager herfor et markedsføringsbidrag.
Rådet fandt, at aftalen ikke har en sådan markedspåvirkning, at der er tale om konkurrencebegrænsninger omfattet af konkurrenceloven. Aftalen forpligter ikke medlemmerne af Ældre Sagen til at tegne forsikring hos Codan Forsikring og Codan Forsikring kan tilbyde lignende forsikringer til anden side.