Afgørelse

Nummer
2:8032-181/lsk/fødevarer, finans

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Aftaler om modtagelse og afregning af indbetalingskort fra det fælles indbetalingssystem og giroindbetalingskort

Aftaler mellem Finansrådet og BG Bank skal ændres

Pressemeddelelse - 21. juni 2000

Konkurrencerådet har godkendt to aftaler mellem Finansrådet og BG Bank på nær en enkelt bestemmelse, som skal ophæves.

Efter aftalerne må kunder, der betaler med pengeinstitutternes ”fælles indbetalingskort” eller med giroindbetalingskort, ikke forskelsbehandles, uanset om indbetalingen sker i et pengeinstitut eller på et posthus.

Aftalerne begrænser parternes mulighed for at konkurrere frit. På den anden side har aftalerne gavnlige virkninger for effektiviteten og for forbrugerne bl.a. ved at sikre, at indbetalingerne kan foregå i alle pengeinstitutter, uanset hvor kunden har konto. Derfor besluttede Konkurrencerådet at godkende aftalerne - dog kunne rådet ikke godkende en enkelt bestemmelse i hver aftale.

Efter denne bestemmelse skal pengeinstitutterne cleare og bogføre indbetalingerne 2 dage efter, at indbetalingerne har fundet sted. Der er ingen grund til at begrænse pengeinstitutternes frihed til at cleare og bogføre på det tidspunkt, de selv mener er mest konkurrencedygtigt. Og bestemmelsen gør det vanskeligt for det enkelte pengeinstitut at validere forbrugernes indbetalinger hurtigere end to dage efter betalingen. Hermed får pengeinstitutterne en ”skjult” indtægt, som der ikke konkurreres på. Parterne skal derfor ophæve bestemmelserne.