Afgørelse
Nummer
3:1120-0100-0628/Fødevarer-finans/jf
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Klage fra Fanø Mejeri over Mejeriforeningens administration af Lurpakreglerne
Mejeriforeningen skal give Fanø Mejeri adgang til oplysninger
Pressemeddelelse - 18. december 2002Konkurrencerådet har i dag afgjort, at Mejeriforeningen har misbrugt sin dominerende stilling ved at påtvinge Fanø Mejeri en markedsføringsafgift for anvendelsen af Lurpakmærket uden samtidig at give mejeriet oplysninger om, hvad afgiften bruges til.
Markedsføringsafgiften anvendes til generel markedsføring på eksportmarkederne, dvs. tv-reklamer og kampagner over for kunder og butikker.
Konkurrencerådet fandt, at alle udbydere af Lurpak skal have adgang til samme oplysninger om, hvad deres afgifter anvendes til. Derved kan Fanø Mejeri – ligesom de øvrige udbydere - få udbytte af den afgift, de betaler.
Rådet fandt, at det ikke i sig selv strider mod konkurrencereglerne at opkræve markedsføringsafgiften, idet der er tale om betaling for retten til at udnytte Lurpakmærket og for at deltage i den fælles markedsføring.