Klage over priserne på Storebæltsbroen afvises
Pressemeddelelse - 27. februar 2002
Konkurrencerådet har afvist en klage fra Dansk Transport og Logistik (DTL) over taksterne på Storebæltsforbindelsen.
DTL har klaget over, at de nuværende brotakster indebærer en krydssubsidiering, så brugerne på broens vejdel finansierer en uforholdsmæssig stor andel af tilbagebetalingen af de investeringer, der er foretaget i forbindelse med Storebæltsforbindelsen. Det betyder iflg. DTL, at konkurrencen forvrides, så transport på skinner får en fordel i forhold til transport på vej.
Konkurrencestyrelsens undersøgelser har vist, at der sker en krydssubsidiering, hvor brugerne af vejdelen reelt finansierer Storebæltsforbindelsen. Men krydssubsidieringen forvrider ikke konkurrencen mellem lastbiler og godstog, fordi de to transportformer ikke konkurrerer om de samme kunder. Lastbiler foretrækkes til transport over forholdsvis korte afstande med forædlede varer af en vis værdi, mens jernbaner bruges ved lange afstande med tunge råvarer og varer af lav værdi.
Konkurrencerådet vil derfor ikke anbefale trafikministeren at ændre takststrukturen på Storebæltsforbindelsen.
Med afgørelsen er der ikke taget stilling til, om man ud fra erhvervspolitiske overvejelser bør sænke eller fastholde brotaksterne. Afgørelsen tager alene stilling til, om taksterne indebærer en konkurrenceforvridning til fordel for jernbaner på bekostning af lastbilerne.