Toyota har misbrugt sin dominerende stilling
Pressemeddelelse - 25. maj 2005
Konkurrencerådet har i dag afgjort, at Toyota Danmark A/S har misbrugt sin dominerende stilling ved på flere fronter at gøre det vanskeligt at være Toyota-reparatør.
Konkurrencerådet vurderede, at Toyota’s adfærd i princippet kunne anvendes til at presse uønskede reparatører ud af markedet, selv om de opfylder alle krav til at være autoriserede Toyota-reparatører. Dermed ville antallet af udbydere kunne begrænses og kontrolleres til ugunst for konkurrencen.
Toyota har bl.a. udstukket ensidige krav til sine reparatører i forbindelse med varemærkeretlige og erstatningsretlige tvister, og truet med opsigelse eller ophævelse af reparatørkontrakterne, hvis ikke kravene blev betalt. På denne måde har Toyota forsøgt at tvinge reparatører til at acceptere erstatningskrav uden at give mulighed for at få disse krav prøvet ved en voldgift eller hos en uvildig tredjemand.
Derudover har Toyota forskelsbehandlet de Toyotaværksteder, der både sælger nye biler og tilbyder reparationer, og de værksteder, der alene tilbyder reparationer.
Værksteder, som udelukkende tilbyder reparationer, kan således ikke lease biler hos Toyota Financial Services på samme gunstige vilkår som de værksteder, der også forhandler nye biler. Også reglerne for skiltning af værkstederne er blevet håndhævet forskelligt mellem disse to grupper.
Konkurrencerådet har derfor påbudt Toyota Danmark A/S at ophøre med denne adfærd.