Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0095/SEK/SCL

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

TV2s Priser og betingelser

TV2 har misbrugt sin dominerende stilling på markedet

Pressemeddelelse - 21. december 2005

Konkurrencerådet har i dag truffet afgørelse om, at TV2 har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for landsdækkende reklamer.

Når TV2 sælger reklame, får annoncørerne større procentvis rabat, desto større årskøb af reklame. Problemet med årsrabatten er, at den tilskynder annoncørerne i markedet til at samle deres reklamekøb hos TV2 for at opnå den størst mulige rabat. Rabatten forvrider konkurrencen på markedet og betyder, at TV2 får flere reklamekroner i konkurrencen med TV3 og TV Danmark end de ville have fået uden rabatformen.

Virkningen af TV2´s loyalitetsrabatter kan sammenlignes med den måde, loyalitetsrabatter virker på i andre brancher, hvor rabatterne holder konkurrenterne ude af markedet eller gør det sværere for dem at opretholde deres markedsandele, selvom det er lidt sværere på TV-markedet end på andre markeder at trænge konkurrenterne helt ud.

TV2 anvender udover årsrabatten en række andre rabatter. Konkurrencerådet har vurderet at TV2’s andre rabatter forstærker effekten af årsrabatten, men at rabatterne ikke i sig selv er i strid med konkurrenceloven.