Afgørelse

Nummer
4/0120-0100-0086/ISA//LKF

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Clearing af taxiboner og kontokort i Storkøbenhavn

De storkøbenhavnske taxiselskaber skal genoptage clearing af taxiboner fra Taxa Motor

Pressemeddelelse - 31. maj 2006

Konkurrencerådet har i dag påbudt de storkøbenhavnske taxiselskaber Sammenslutningen Københavns Taxa/Taxa 4x35, Codan Taxi, Taxi Nord, Vest-Taxa og BVH Taxa at genoptage clearingsamarbejdet med Taxa Motor.

De storkøbenhavnske taxiselskaber opsagde i december 2005 samtidigt det mangeårige samarbejde med Taxa Motor om clearing af taxiboner og kontokort.

Clearing gennemføres, når en kunde benytter et andet taxiselskabs taxibon eller kontokort som betaling for kørsel. De to implicerede taxiselskaber clearer således hinandens taxiboner.

På baggrund af sagens materiale - bl.a. materiale indhentet under en dawn raid i januar - fandt Konkurrencerådet, at Sammenslutningen Københavns Taxa/Taxa 4x35, Codan Taxi, Taxi Nord, Vest-Taxa og BVH Taxa har udøvet konkurrencebegrænsende adfærd ved opsigelsen overfor Taxa Motor.

Konkurrencerådet fandt endvidere, at Sammenslutningen Københavns Taxa/Taxa 4x35, Codan Taxi, Taxi Nord, Vest-Taxa og BVH Taxa har misbrugt deres kollektivt dominerende stilling på markedet for taxikørsel i Storkøbenhavn.

Konkurrencerådet påbød derfor, at de 5 taxiselskaber senest den 1. juli 2006 skal genoptage clearingsamarbejdet med Taxa Motor på samme vilkår, som selskaberne anvender overfor hinanden.

Det er Konkurrencestyrelsens håb, at afgørelsen hurtigt kan lede til bedre forhold for kunderne, som i dag tit generes af, at taxichecks mv. ikke accepteres af taxier fra andre selskaber end det, der har udstedt den.