Afgørelse
Nummer
4/0120-0389-0025/MES/LKA/JEM
Emner
- § 16 a - tilsagnsafgørelser
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Bogbranchens samhandelsregler
Tilsagnsaftale sikrer bedre konkurrencevilkår i bogbranchen
Pressemeddelelse - 18. juni 2008
Konkurrencerådet har i dag godkendt et sæt tilsagn fra Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen, som skal sikre bedre konkurrencevilkår i bogbranchen. Med aftalen har de to foreninger forpligtiget sig til at justere deres samhandelsregler, så de ikke indeholder konkurrenceretligt betænkelige bestemmelser.
Bogbranchen har siden 1956 haft dispensation til at anvende faste bogpriser. Fastprisordningen har været indarbejdet i det sæt samhandelsregler, der er aftalt mellem Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen. I 2006 indskrænkede Konkurrencerådet imidlertid fastprisordningen væsentligt, så forlagene højst må benytte faste priser for 10 pct. af nyudgivelserne.
I forlængelse heraf har bogbranchen gennemført en justering af samhandelsreglerne. Nogle af bestemmelserne er imidlertid konkurrenceretligt betænkelige, fordi de ikke i tilstrækkelig grad tager højde for ændringen i fastprisordningen.
Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen har nu givet tilsagn om at ændre deres samhandelsregler. Ændringerne betyder bl.a., at boghandlernes krav på rabatter på mindst 25 pct. afskaffes, og at retten til at returnere mindst 10 pct. af de bøger, som de har købt hos forlagene, indskrænkes til kun at gælde for bøger med fast pris. Samtidig ophæves bestemmelsen om, at der opkræves rentebetaling med en af Forlæggerforeningen fastsat rentesats ved forsinket betaling.
Tilsagnene imødekommer de betænkeligheder, som rådet havde ved de ændrede samhandelsregler.