Afgørelse

Nummer
4/0120-0401-0037

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

Axcel III's køb af Ilva A/S og Ilva AB (Fusion mellem IDEmøbler og Ilva)

Konkurrencerådet godkender Axcels køb af Ilva

Pressemeddelelse - 30. marts 2009

Kapitalfonden Axcel III’s (Axcel) køb af alle aktiver i Ilva A/S og Ilva AB er i dag blevet godkendt uden vilkår af Konkurrencerådet.

Axcel ejer en række porteføljeselskaber, hvoraf en af virksomhederne er IDEmøbler, der ligesom Ilva beskæftiger sig med detailsalg af møbler.

Konkurrencestyrelsen har i sin analyse af konsekvenserne af overtagelsen vurderet, at det geografiske marked som minimum kan afgrænses til Danmark.

På det danske marked er sagen afgrænset til fem markeder, hvor Konkurrencestyrelsen har foretaget en konkret vurdering af fusionens virkninger:

  • Detailmarkedet for salg af møbler
  • Detailmarkedet for salg af sengestel og madrasser
  • Detailmarkedet for salg af havemøbler
  • Detailmarkedet for salg af belysning
  • Detailmarkedet for salg af boligtekstiler og –tilbehør

Konkurrencestyrelsen har vurderet, at parternes markedsandele på de relevante markeder efter fusionen ikke vil blive af sådan en størrelse, at det vil påvirke den effektive konkurrence betydeligt. Konkurrencestyrelsen har derfor godkendt fusionen.