Afgørelse
Nummer
4/0120-0401-0039
Emner
- § 12 - Fusionskontrol
Finansiel Stabilitets overtagelse af kontrollen med Fionia Bank
Konkurrencestyrelsen godkender Finansiel Stabilitets overtagelse af kontrollen med Fionia Bank
Afviklingsselskabet til sikring af finansiel stabilitet A/S’ (i det følgende omtalt Finansiel Stabilitet) overtagelse af kontrollen med Fionia Bank er blevet godkendt af Konkurrencestyrelsen uden vilkår.
Fusionen godkendes, da det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at fusionen samlet set ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 1, jf. stk. 2, 1. pkt.
Efter at have gennemgået fusionen vurderer Konkurrencestyrelsen, at den ikke vil medføre betydelige ændringer i markedsstrukturerne på de berørte finansielle markeder.
Fionia Bank er især aktiv på detailbankmarkedet og til dels på det finansielle bankmarked. Finansiel Stabilitet er aktiv på samme markeder gennem EBH Bank, som Finansiel Stabilitet overtog i november 2008. Fionia Banks og EBH Banks samlede markedsstyrke er så lille, at konkurrencen på de berørte markedet ikke bliver hæmmet.
Spørgsmål omkring statsstøtte indgår ikke i Konkurrencestyrelsens vurdering, da det hører under EU-Kommissionens kompetence.