Afgørelse
Nummer
4/0120-0204-0153/AWF/SUPO
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Post Danmarks individuelle og generelle rabatter for magasinpost
Post Danmark har misbrugt sin dominerende stilling
Pressemeddelelse - 22. december 2010
Post Danmark har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for distribution af magasinpost. Det har Konkurrencerådet netop afgjort.
I perioden 2007-2009 har Post Danmark haft en markedsandel på over 80 procent af markedet for distribution af magasinpost. Samtidig har Post Danmark tilbudt udvalgte storkunder individuelle rabatter, der virker ”loyalitetsskabende og markedsafskærmende” uden at kunne give en objektiv økonomisk begrundelse for rabatterne. Den adfærd er i strid med konkurrencereglerne.
Det samme gælder dele af Post Danmarks generelle prislister på omdeling af magasinpost.
Rabatterne og dele af de generelle prislister har gjort det svært for Post Danmarks konkurrenter at konkurrere med Post Danmark om magasinpostkunder. I perioden har konkurrenterne måtte give ekstraordinært store rabatter for at kompensere for den omkostning, som magasinudgiverne ville få ved vælge en anden distributør end Post Danmark.
Konkurrencerådet har givet Post Danmark påbud om at ophøre med at yde rabatter i strid med konkurrencereglerne samt ændre de generelle prislister for magasinpost. Påbuddet skal være opfyldt senest 1. april 2011.
Det er fjerde gang, at Konkurrencerådet finder, at Post Danmark har misbrugt sin dominerende markedsposition. Post Danmarks rabatsystem på netop magasinpost blev senest behandlet i 2007.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
"Virksomheder, der som Post Danmark har en meget stærk position på markedet, må ikke give rabatter til deres kunder på en måde, som gør det svært for deres konkurrenter at komme ind på markedet.”
”Lave priser og rabatter er som udgangspunkt godt. Men hvis betingelserne er skruet sammen, så det bliver svært eller meget dyrt at vælge en konkurrent, skader det konkurrencen. Det går i sidste ende ud over forbrugerne, som skal betale regningen i form af dyrere varer og tjenester."
Misbruget er desværre ikke en førstegangsforseelse. Det må være rimeligt at forvente, at en virksomhed som Post Danmark har et godt kendskab til konkurrencereglerne og efterlever dem i praksis.
Vi forventer for så vidt angår Post Danmarks ydelse af individuelle rabatter til storkunder at sende sagen til Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet.
Med Konkurrencerådets afgørelser den seneste årrække er der skabt bedre grundlag for mere konkurrence på postmarkedet. Det er et marked, der har båret og stadig bærer præg af Post Danmarks mangeårige monopol.
Post Danmarks sager om misbrug af dominerende stilling
Konkurrencerådet har tre gange tidligere afgjort, at Post Danmark har misbrugt sin dominerende stilling.
Markedet for direct mail, 2009
I juni 2009 afgjorde Konkurrencerådet, at Post Danmark misbrugte sin dominerende stilling på markedet for direct mail. Konkurrencerådet vurderede, at Post Danmarks rabatsystem virkede loyalitetsskabende og markedsafskærmende.
Markedet for magasinpost, 2007
I august 2007 afgjorde Konkurrencerådet, at Post Danmark misbrugte sin dominerende stilling på markedet for magasinpost ved at anvende et ekskluderende og diskriminerende prissystem. Pris- og rabatsystemet gjorde det dyrt for Post Danmarks kunder at skifte til andre distributører. Systemet var indrettet, så små ændringer i oplag og frekvens kunne ændre prisen for kundens samtlige forsendelser i hele året.
Markedet for adresseløse forsendelser, 2004
Konkurrencerådet afgjorde i september 2004, at Post Danmark havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for adresseløse forsendelser. Post Danmark havde brugt forskellige priser og loyalitetsskabende målrabatter, der ikke var begrundet i forskellige omkostninger over for kunderne.
Østre Landsret dømte i denne sag i maj 2009 Post Danmark til at betale en erstatning på 75 millioner kroner til Forbruger-kontakt. Post Danmark har anket dommen til Højesteret. Sagen er udsat til præjudiciel afgørelse ved EU-domstolen.
Spørgsmål/svar:
Er det ulovligt at give rabatter, når virksomheden er dominerende på et marked?
Nej, det er ikke ulovligt. Rabatter vil ofte fremme konkurrencen, men der gælder særlige regler for virksomheder, der har en dominerende stilling på markedet. De må ikke give rabatter, der er loyalitetsskabende eller afskærmer andre konkurrenter fra markedet.
Hvilken straf får Post Danmark?
Konkurrencerådet har påbudt Post Danmark at ophøre med den ulovlige adfærd. Det udløser umiddelbart ingen bøde eller anden form for straf. Dele af sagen vil nu blive oversendt til Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet (SØK) med henblik på at rejse tiltale mod Post Danmark. En eventuel straffesag kan munde ud i en bøde til Post Danmark.
Hvorfor anmelder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kun den del af sagen, der har med rabatter til storkunder at gøre, til Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet?
Bødestraf i medfør af konkurrenceloven forudsætter, at anklagemyndigheden kan bevise, at en virksomhed har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens overbevisning, at den bevisbyrde lettest kan løftes i den del af sagen, der vedrører de individuelle rabatter til storkunder.
Er der en særlig grund til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bliver ved med at undersøge Post Danmark?
Nej, der er ingen særlig grund. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har til opgave at håndhæve konkurrenceloven. Når en stor virksomhed som Post Danmark bryder den, så er der tale om en alvorlig sag, som styrelsen bør forfølge. Det gælder uanset, om virksomheden har overtrådt loven tidligere eller ej.
Er der tale om en gentagelse af Post Danmarks konkurrencesag på markedet for magasinpost i 2007?
Nej, sagen fra 2007 var mere generel. Den nye sag handler kun om de loyalitetsskabende og markedsafskærmende rabatter, som Post Danmark har tilbudt udvalgte storkunder ulovligt, og om minimumskravene i Post Danmarks prislister.
Ankehistorik
-
Rådsafgørelser
Post Danmarks individuelle rabatter til magasinpostkunder i perioden 2007-2009
-
Ankenævnskendelser
Kendelse af 8. december 2011 - Post Danmark A/S mod Konkurrencerådet
-
Ankenævnskendelser
Kendelse af 17. marts 2011 - Post Danmark A/S mod Konkurrencerådet (opsættende virkning)
-
Rådsafgørelser
Post Danmarks individuelle og generelle rabatter for magasinpost