Afgørelse

Nummer
21/06686

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

JP/Politikens Hus A/S’ overtagelse af Dansk Avis Omdeling A/S og A/S Bladkompagniet

Konkurrencerådet har godkendt, at JP/Politikens Hus overtager kontrollen med de to avisdistributører Dansk Avis Omdeling (DAO) og Bladkompagniet. For at opnå godkendelsen har JP/Politikens Hus afgivet tilsagn om de fremtidige priser og vilkår for distribution af dagblade i Danmark.

Konkurrencerådet har godkendt, at JP/Politikens Hus A/S’ overtager enekontrollen med Dansk Avis Omdeling A/S og A/S Bladkompagniet. Fusionen er godkendt, efter at JP/Politikens hus har afgivet fem tilsagn.

Tilsagnene skal sikre, at DAO og Bladkompagniet efter fusionen udbyder distribution af dagblade på rimelige, ikke-diskriminerende og gennemsigtige vilkår og priser.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vurderet, at fusionen umiddelbart ville hæmme konkurrencen betydeligt. JP/Politikens Hus ville blive ejer af de eneste to dagbladsdistributører i dele af Jylland og på Sjælland og de omkringliggende øer. Dermed ville JP/Politikens Hus få mulighed for og incitament til at forringe priser eller vilkår over for konkurrerende dagblade, som har behov for distribution af dagblade i disse områder.

Konkurrencerådet har afgjort, at de fem tilsagn eliminerer de konkurrencemæssige betænkeligheder ved fusionen.

DAO blev stiftet ved en fusion i 2007 mellem JP/Politikens og Syddanske Mediers distributionsselskaber. Selskabets kerneydelse er distribution af dagblade i dele af Jylland. Herudover distribuerer selskabet pakker i hele Danmark. Allerede ved stiftelsen i 2007 afgav ejerne tilsagn om vilkår og priser for distribution af andre mediers dagblade for at opnå konkurrencemyndighedernes godkendelse. De nye tilsagn fastholder principperne fra disse tilsagn.

Bladkompagniets kerneydelse er distribution af dagblade på Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm og andre øer. Selskabet var før fusionen ejet ligeligt af JP/Politiken og Berlingske Media.

Efter fusionen vil Bladkompagniet være et datterselskab til – og fuldt ud ejet af – DAO. Herudover vil JP Politikens Hus eje majoriteten af DAO, mens Jysk Fynske Medier og Berlingske Media ejer mindre andele af selskabet.