Afgørelse

Nummer
21/12999

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

Norlys' køb af Verdo Tele

Konkurrencerådet har godkendt Norlys’ køb af selskabet Verdo Tele, og Norlys overtager dermed fibernet i Randers og Hobro. For at opnå godkendelsen har Norlys over for Konkurrencerådet afgivet tilsagn, som skal sikre, at fusionen ikke forringer konkurrencen.

Konkurrencerådet har godkendt, at Norlys Tele Service A/S’ overtager Verdo Tele A/S, der ejer og driver fibernet i Randers og Hobro. Godkendelsen sker efter, at Norlys har givet en række tilsagn.  De tilsagn skal blandt andet sikre, at leverandører af tv- og bredbåndsprodukter kan få adgang til fibernettet på tilsvarende vilkår, som de kunne opnå med Verdo Tele som ejer.

Hidtil har Stofa, som er ejet af Norlys, været eneste leverandør af tv- og bredbåndsprodukter på Verdo Teles fibernet. Verdo Tele har dog igangsat en åbning af fibernettet for andre leverandører.

Norlys har blandt andet givet tilsagn om ikke at diskriminere mellem leverandører af tv- og bredbåndsløsninger på Verdo Teles fibernet. Herudover har Norlys forpligtet sig til, at alle leverandører på Verdo Teles net får tilbudt at betale Verdo Teles engros- og kampagnepriser i en periode efter fusionen. Konkurrencerådet har med sin godkendelse af fusionen accepteret tilsagnene.

Norlys ejer fiberinfrastruktur i store dele af Jylland. Desuden ejer koncernen blandt andet selskabet Stofa, der leverer tv- og bredbåndsprodukter til husstande over hele landet.

Fusionen er henvist til behandling hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra Erhvervsstyrelsen efter lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, da der er tale om udbydere af elektroniske kommunikationsnet.