Afgørelse
Nummer
21/05967
Emner
- § 12 - Fusionskontrol
Godkendelse af Volvo Danmark A/S' erhvervelse af aktiver og rettigheder fra Titan Lastvogne A/S
Konkurrencerådet har godkendt, at Volvo Danmark A/S overtager Titan Lastvogne A/S, der blandt andet forhandler og reparerer lastbiler af mærkerne Renault og Volvo.
Konkurrencerådet har godkendt, at Volvo Danmark overtager Titan Lastvogne, der er en autoriseret forhandler og reparatør af lastbiler af mærkerne Volvo og Renault på Sjælland og Falster. Volvo Danmark havde inden fusionen opsagt sin aftale med Titan Lastvogne om at være autoriseret forhandler og reparatør af de to mærker, så Titan Lastvogne ville også være ophørt med at være autoriseret uanset fusionen.
Fusionen indebærer, at Volvo Danmark vil være eneste autoriserede forhandler og reparatør af lastbiler af mærkerne Volvo og Renault på Sjælland og Falster. Der vil stadig være andre uafhængige reparatører, ligesom der vil være autoriserede forhandlere og reparatører af Volvo- og Renault-lastbiler på Fyn og i Jylland.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at Volvo Danmarks samlede markedsandele forøges af fusionen, når der sammenlignes med, hvordan markedet ser ud i dag. Det har derfor haft stor betydning for den samlede vurdering af virkningerne af fusionen, at Volvo Danmark ville have opsagt Titan Lastvognes autorisation, hvis fusionen ikke blev gennemført. Volvo Danmarks markedsandele ville således være forøget uanset fusionen.
Styrelsen har i den forbindelse taget stilling til, om Volvo Danmarks opsigelse af Titan Lastvognes autorisation var et led i fusionen. Parterne har dokumenteret over for styrelsen, blandt andet med henvisning til interne dokumenter, at Titan ville miste sin autorisation, uanset om fusionen blev gennemført eller ej, og at opsigelsen således ikke var afhængig af fusionen.
Det har været nødvendigt at gennemføre en række undersøgelser, før det kunne fastslås, hvilken effekt fusionen ville have på konkurrencen. Blandt andet har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgrænset, at fusionen berører otte markeder, hvor det har været nødvendigt at undersøge de seks nærmere.
Titan Lastvogne har fire forhandlere i henholdsvis Solrød, Ringsted, Holbæk og Nr. Alslev. Volvo Danmark er repræsenteret i stort set hele Danmark via autoriserede forhandlere og sit eget selskab Volvo Truck Center.