Afgørelse

Nummer
21/09213

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegraensende aftaler

Medierettigheder til dansk ligafodbold - midlertidig dispensation

Fra 2024 kan Divisionsforeningen sælge superligarettigheder samlet til én aktør. Konkurrencerådet har givet Divisionsforeningen en midlertidig, delvis dispensation i forbindelse med det kommende salg af medierettighederne til Superligaen.

Superligaklubberne sælger i fællesskab – via Divisionsforeningen – medierettighederne til Superligaen. I 2007 forpligtede Divisionsforeningen sig til at opfylde en række tilsagn, så salgsprocessen ikke begrænser konkurrencen om rettighederne.

Tilsagnene blev revideret i 2014, og Konkurrencerådet giver nu Divisionsforeningen en midlertidig, delvis dispensation fra tilsagnet. Blandt andet gives i forbindelse med det næste udbud dispensation for kravet om, at visningen af superligakampene skal fordeles på mindst to aktører.

Dispensationen skyldes primært, at forbrugerne i dag har bedre muligheder for selv at vælge, hvad de vil betale for at se. Mange distributører giver i dag forbrugerne mulighed for frit at vælge tv-kanaler. Desuden har beboere i boligforeninger fået frit valg af tv-distributør og -pakke, så de ikke længere behøver at følge foreningens valg. Herudover har kanaludbyderne nu – via streamingtjenester – direkte adgang til forbrugerne uden om distributørerne, hvilket ligeledes giver forbrugerne flere valgmuligheder.

Superligaen spiller dog fortsat en væsentlig rolle for forbrugerne som helhed og for nogle forbrugere i særdeleshed, mens Champions League og til dels Premier League også ser ud til at have stor betydning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil derfor senere evaluere, hvilken betydning dispensationen har haft for konkurrencen på markedet og for forbrugerne.

I forbindelse med sagen har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretaget omfattende undersøgelser blandt kanaludbydere, distributører og forbrugere, herunder af forbrugernes præferencer for Superligaen, Premier League og Champions League.

Divisionsforeningen anmodede i juni 2021 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om ændring af tilsagnsaftalen og forenkling af reglerne for udbudsproceduren.

Divisionsforeningen kan i dispensationsperioden vælge at sælge medierettighederne til Superligaen til én aktør i fire løbende sæsoner for perioden startende i 2024. Der vil fortsat være en såkaldt trustee tilknyttet udbudsprocessen for at sikre, at salget af medierettighederne sker i et åbent udbud på lige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår.

Baggrunden for de oprindelige tilsagn er, at det fælles salg af medierettighederne som udgangspunkt er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens mod konkurrencebegrænsende aftaler. Divisionsforeningens tilsagn forpligter foreningen til at overholde en række krav i forbindelse med salg af medierettighederne og fjerner de konkurrencemæssige betænkeligheder ved, at konkurrerende fodboldklubber går sammen om fælles salg af rettigheder.