Afgørelse
Nummer
24/04959
Emner
- § 16 a - tilsagnsafgørelser
Totalkredits eksklusivitetsvilkår
Nykredit har forpligtet sig til at ændre vilkår for Totalkreditsamarbejdet, så konkurrenter får væsentligt bedre mulighed for at konkurrere med Nykredit. Konkurrencerådet har haft betænkeligheder ved, om Nykredit har misbrugt sin dominerende stilling. Sagen er nu løst med tilsagn fra Nykredit. Der er dermed ikke taget endeligt stilling til, om konkurrencereglerne er overtrådt.
Konkurrencerådet har godkendt tilsagn, som forpligter Nykredit til at ændre sine vilkår for det såkaldte Totalkreditsamarbejde, hvor pengeinstitutter formidler realkreditlån til private kunder for Totalkredit mod løbende provision. Nykredit ejer Totalkredit.
Totalkreditsamarbejdet omfatter 41 banker, sparekasser og andelskasser samt Nykredit Bank. De 41 pengeinstitutter er ikke koncernforbundne med et realkreditinstitut.
Konkurrencerådet vurderer, at de hidtidige vilkår i samarbejdsaftalen mellem Totalkredit og pengeinstitutterne kan udgøre et misbrug af dominerende stilling i strid med konkurrenceloven. Konkurrencerådet har dog ikke endeligt taget stilling til, om konkurrencereglerne er overtrådt.
Efter en samlet vurdering har Konkurrencerådet accepteret Nykredits tilsagn. Ud fra helhedsvurderingen af tilsagnet - herunder at det kan revurderes efter fem år – finder Konkurrencerådet, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at gribe yderligere ind i forhold til aftalerne om Totalkreditsamarbejdet.
Nykredits tilsagn forbedrer på flere områder konkurrenters muligheder for at konkurrere med Nykredit og Totalkredit om at levere realkreditlån til private kunder:
- Pengeinstitutterne i Totalkreditsamarbejdet kan skifte leverandør af realkreditlån til private uden at miste provision på allerede formidlede Totalkreditlån.
- Hvis et pengeinstitut i Totalkreditsamarbejdet opkøbes af en aktør uden for samarbejdet, vil pengeinstituttet heller ikke miste provision på allerede formidlede lån.
- Der skabes sikkerhed for, at pengeinstitutterne i Totalkreditsamarbejdet kan indgå aftaler om fælles fundede prioritetslån med Nykredits/Totalkredits konkurrenter, uden at det får afledte konsekvenser for deres samarbejde med Nykredit.
- Der åbnes for, at pengeinstitutterne i Totalkreditsamarbejdet kan formidle realkreditlån fra flere leverandører på en gang (parallel formidling). Realkreditselskaber, som ikke er i koncern med et pengeinstitut, får således adgang til pengeinstitutternes distributionsnet, og de får dermed bedre mulighed for at etablere sig på markedet og vinde markedsandele. Det kan for eksempel være relevant for DLR, og det forbedrer generelt betingelserne for, at realkreditselskaber kan komme ind på markedet for realkreditlån til private.
- Pengeinstitutterne i Totalkreditsamarbejdet kan dog fortsat ikke indgå aftaler om parallel formidling med Totalkredits aktuelle konkurrenter, dvs. Realkredit Danmark, Nordea Kredit og Jyske Realkredit, som alle er koncernforbundet med et pengeinstitut.
I tilsagnet er indsat en revisionsklausul. Den indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan tage tilsagnsafgørelsen op til revision og – ud fra en fornyet konkurrencemæssig vurdering – tage stilling til, om der er behov for ændringer af tilsagnet og eventuelt træffe afgørelse herom. Det kan ske efter fem år.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fortsat følge markedet tæt. For eksempel kan styrelsen når som helst undersøge, om pengeinstitutterne i Totalkreditsamarbejdet stadig oplever barrierer i forhold til at vælge andre leverandører af realkreditlån end Totalkredit.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har åbnet sagen om Totalkredits eksklusivitetsvilkår af egen drift. Styrelsen har fra sagens begyndelse meddelt Nykredit, at sagen alene vil få fremadrettede virkninger. Det skal ses i lyset af Konkurrencerådets godkendelse af fusionen mellem Nykredit og Totalkredit i 2003. Her accepterede Konkurrencerådet vilkårene i Hovedsamarbejdsaftalens (punkt 8.3.1 og 8.3.2 om eksklusivitet, provisionsbetaling mv.) på de betingelser og på de forudsætninger, som fremgår af Konkurrencerådets afgørelse fra 2003.
Under sagsbehandlingen har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen markedstestet to tilsagnsforslag, før styrelsen modtog det endelige tilsagn fra Nykredit. Det har bidraget til en længere sagsbehandlingstid end normalt, hvor det typisk kun er nødvendigt at markedsteste et enkelt tilsagn.
For nærmere beskrivelse af tilsagnet se afgørelsens resumé punkt 36-47 eller afsnit 4.4.