Afgørelse

Nummer
6A-4340/2020

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Sydkystens Automatik P/S - bøde 400.000 kroner - markedsdeling

Retten i Roskilde har dømt Sydkystens Automatik til at betale en bøde på 400.000 kroner for at have aftalt at dele markedet med en konkurrent. Dommen er anket.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen, siger:

”Markedsdeling er en alvorlig overtrædelse af Konkurrenceloven. Virksomhederne sætter konkurrencen ud af kraft, og kunderne bliver snydt. Det kan føre til højere priser og lavere kvalitet, end der ellers kunne have været.”

Virksomheden Sydkystens Automatik P/S og konkurrenten Findan El-anlæg A/S har i perioden fra november 2016 til februar 2017 haft en aftale om at holde sig fra hinandens kunder. Retten i Roskilde har dømt Sydkysten Automatik P/S til at betale en bøde på 400.000 kroner, og en ledende medarbejder fra virksomheden har fået en bøde på 100.000 kroner.

Retten i Roskilde skriver i dommen:

”[…] Ved samarbejdsaftalen af 29. november 2016 forpligtede parterne sig til at holde sig fra hinandens kunder, således at Sydkystens Automatik specifikt forpligtede sig til at afholde sig fra at udføre arbejde eller påtage sig opgaver direkte for Super Køl A/S, og Findan El-Anlæg forpligtede sig til at afholde sig fra at udføre arbejde eller påtage sig opgaver direkte for Knudsen Køling A/S.

Retten finder, at det må have stået [den ledende medarbejder fra Sydkystens Automatik] klart, at der var tale om en aftale, som opdelte markedet og derved potentielt begrænsede konkurrencen.”

Bøden til virksomheden er fastsat efter en samlet vurdering af overtrædelsens grovhed, varighed og virksomhedens omsætning.

Sydkystens Automatik og den ledende medarbejder har anket dommen. Sagen mod Findan El-anlæg er endnu ikke afsluttet.


 

 

Ankehistorik