Afgørelse

Nummer
SØK-91250-00001-19

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Peugeot Forhandler Foreningen - bødevedtagelse 500.000 kroner - kollektiv boykot

Peugeot Forhandler Foreningen har erkendt at have overtrådt konkurrenceloven ved at have vedtaget en kollektiv boykot af bilportalen bilbasen.dk. Foreningen har derfor accepteret at betale en bøde på 500.000 kroner.

Peugeot Forhandler Foreningen har overfor National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) accepteret at betale en bøde på 500.000 kroner for at have overtrådt konkurrenceloven.

I februar 2022 afgjorde Konkurrencerådet, at Peugeot Forhandler Foreningen har overtrådt konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler ved at have vedtaget en kollektiv boykot af bilbasen.dk for at fremme forhandlernes egen handelsplatform biltorvet.dk. Boykotten fandt sted i perioden ultimo 2012 til i hvert fald august 2014.

Konkurrencerådet politianmeldte efterfølgende Peugeot Forhandler Foreningen til NSK, som har stået for det strafferetlige sagsforløb.

Peugeot Forhandler Foreningen er en sammenslutning af selvstændige bilforhandlere i Danmark, som forhandler og/eller servicerer biler af mærket Peugeot. Medlemmerne sælger blandt andet brugte biler.

Bilbasen.dk og biltorvet.dk er digitale platforme til annoncering af primært brugte biler. Den fungerer som bindeled mellem på den ene side potentielle bilkøbere og på den anden side professionelle bilforhandlere samt private, der sælger brugte biler.