Afgørelse

Nummer

Klage over priskoordinering mellem parallelimportører af medicin

Klage over parallelimportører forsøgte at underbyde klageren i at afsætte sine produkter på markedet blev senere trukket tilbage.

Rådsmødet den 28. april 1999
En parallelimportør af medicin, Cimilar A/S, klagede over, at fire andre parallelimportører på det danske marked (Orifarm A/S, Paranova A/S, PharmaCoDane ApS og Polyfarma/Farmagon A/S) havde koordineret deres priser med det angivelige formål at holde Cimilar ude af markedet.

Ifølge klagen skulle de nævnte parallelimportører, især Orifarm og Paranova, have krænket såvel konkurrencelovens § 6 som § 11 ved i fællesskab og til stadighed at underbyde klageren og dermed hindret klageren i at afsætte sine produkter på markedet.

Klagen blev efterfølgende trukket tilbage, men styrelsen har fundet, at der - uanset klagerens tilbagetrækning af sagen - burde tages stilling til, om de i sagen rejste klagepunkter gav anledning til indgriben efter konkurrencelovens forbudsbestemmelser.

Styrelsen har derfor foretaget en vurdering af sagen og har herefter meddelt de involverede virksomheder, at styrelsen, i betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende på lægemiddelmarkedet - og ud fra de foreliggende oplysninger - ikke finder at parallelimportørernes ensartede prisadfærd kan anses for en viljemæssig bestemt koordinering, der har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, som omhandlet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3.

For så vidt angår evt. tilsidesættelse af § 11, har styrelsen meddelt, at man ikke finder det godtgjort, at de fire parallelimportører hver for sig eller samlet kan antages at have en dominerende stilling på de relevante produktmarkeder.

Styrelsen har bl.a. lagt til grund for afgørelsen, at prisdannelsen på indbyrdes konkurrerende lægemidler i høj grad er påvirket af sundhedsmyndighedernes regulering af lægemiddelmarkedet.

En gennemgang af de faktiske forhold har således vist, at der nok eksisterer en ensartet prisadfærd blandt parallelimportører af medicin, men at den ensartede adfærd i altovervejende grad kan forklares ud fra de særlige, offentligt fastsatte rammer for afsætningen af lægemidler i Danmark.