Afgørelse

Nummer

Momsfritagelse for aviser

Klage over danske ugeblade og magasiner udsættes for konkurrenceforvridning fra danske dagblade, der nyder godt af en offentlig støtteordning i form af momsfritagelse for salg, afvises foreløbigt.

Rådsmødet den 25. august 1999
Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DMU) har klaget over, at de danske ugeblade og magasiner udsættes for en konkurrenceforvridning fra danske dagblade, der nyder godt af en offentlig støtteordning i form af momsfritagelse for salg. Ugeblades og magasiners salgspriser er pålagt 25% moms. DMU finder, at de danske dagblade i stigende grad påfører magasinerne konkurrence ved at producere tillæg, der markedsføres som kopier af det klassiske koncept for ugeblade og magasiner.

DMU nævner som eksempler på dette et kvindeugeblad "Kun for Kvinder", som er vedlagt i BT's søndagsudgave og Ekstra Bladets onsdagstillæg "Victor".

Styrelsen har afslået for øjeblikket at foretage yderligere i anledning af DMU's klage, men har henvist foreningen til at rette henvendelse til told- og skatteregionen, der vil kunne tage spørgsmålet op. Konkurrencestyrelsen har samtidig givet udtryk for, at hvis der ikke kan fastlægges en klar grænse mellem aviser på den ene side og magasiner på den anden, vil der være risiko for konkurrenceforvridning, hvis aviser og magasiner opererer med væsentligt forskellige vilkår, f.eks. m.h.t. moms.

Det retlige grundlag for momsfritagelse for aviser er i dag hjemlet i momslovens § 34, hvorefter levering af aviser, som normalt udkommer med mindst ét nummer månedligt, er fritaget for afgift.

Med hensyn til de EU-retlige aspekter af fritagelsesordningen har Skatteministeriets departement forklaret, at det 6. momsdirektiv i et vist omfang regulerer spørgsmålet om momsfritagelse. Direktivet fastsætter et interval for medlemsstaternes momssatser, men landene har mulighed for i en overgangsperiode at bibeholde de momssatser, som var i kraft pr. 1. januar 1991 i de enkelte medlemsstater. Hermed er medlemsstaterne afskåret fra at indføre 0-momssatser på varer og ydelser, som var belagt med moms pr. 1. januar 1991. Medlemsstaterne har dog mulighed for at indføre reducerede satser (5 %) for varer og ydelser, der er nævnt i et bilag til direktivet. Danmark vil godt kunne anvende en reduceret momssats for magasiner m.v. og samtidig fortsætte 0-momsen for aviser.

Afgørelse af, hvorvidt en publikation i momslovens forstand kan betragtes som en avis, der kan opnå afgiftsfritagelse, har hidtil været truffet af Momsnævnet. Momsnævnet har imidlertid ikke på noget tidspunkt været præsenteret for den problemstilling, som DMU rejser.

Kompetencen til at træffe afgørelser på området er i 1998 overført til Landsskatteretten, men i modsætning til Momsnævnet, der kunne behandle sager som 1.-instans, fungerer Landsskatteretten alene som ankeinstans for told- og skatteregionernes afgørelser om moms. Landsskatteretten har endnu ikke haft lejlighed til at tage stilling til om - og i givet fald i hvilket omfang - konkurrencemomentet skal indgå ved bedømmelsen af disse sager, men det er over for styrelsen oplyst, at den told- og skatteregionen, der har ansvaret for behandlingen af momsfritagelse for Ekstra Bladet og BT, vil være kompetent til at tage sagen op, hvis den modtager en klage.