Afgørelse
Nummer
x
Emner
- § 2 - Offentlig regulering
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
- §11 a - Konkurrenceforvridende støtte
- § 12 - Fusionskontrol
- § 15 - Afvisning
- § 16 a - tilsagnsafgørelser
- § 23 j (tidligere § 23 b) – Bødeforelæg
- Konkurrenceloven generisk
- § 9 ikke indgrebserklaering
Vedtagelse om opkrævning af ensartet ansvarsrisikogebyr på 10.00 for pakkerejser
Ikke-indgrebserklæring jf. lovens § 9 meddelt til GEBTA
Rådsmødet den 27. oktober 1999
Konkurrencestyrelsen har den 7. oktober 1999 meddelt GEBTA (Guild of European Business Travel Agents) en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 for så vidt angår en vedtagelse anmeldt til styrelsen den 30. juni 1998 i medfør af konkurrencelovens § 9 og § 8, stk. 1.
Vedtagelsen, som er horisontal, er en fælles aftale af 16. juni 1994 imellem de 7 GEBTA medlemmer og vedrører ensartet opkrævning af ansvarsrisikogebyr på 10,00 kr. for hver af medlemmerne arrangeret pakkerejse, jf. § 2 i lov om pakkerejser. Ansvarsrisikogebyret opkræves derfor ikke for rene transportydelser.
Ansvarsrisikogebyret opkræves på baggrund af ikrafttræden af lov om pakkerejser, hvorved rejsearrangører blev pålagt et udvidet erstatningsansvar for mangler ved pakkerejser. Dette skærpede erstatningsansvar medførte, at de fleste rejsebureauer tegnede supplerende forsikringer til dækning heraf. Ansvarsrisikogebyret opkræves således til dækning af rejsebureauernes forhøjede forsikringsudgifter. De fleste af GEBTA medlemmerne har tegnet forsikringer individuelt, og enkelte har tegnet forsikring i Europæiske Rejseforsikring gennem Danmarks Rejsebureauforening. Rejsebureauerne betaler gennem Rejsebureauforeningen til Europæiske, 3 kr. pr. passager, dog 5 kr. for charterrejser. Denne forsikringsordning indeholder desuden en selvrisiko på 5.000 kr.
Konkurrencestyrelsen fandt, at GEBTA’s vedtagelse om indførsel og fastsættelse af ensartede ansvarsrisikogebyrer fjernede medlemmernes valgmulighed for selvstændigt at beslutte, hvorvidt de ønskede at opkræve et gebyr og til hvilken pris. Vedtagelsen betyder således, at parterne ikke kan tilpasse og ændre beløbet i overensstemmelse med forskelle i fx omkostninger, forsikringsvilkår eller lignende for den enkelte rejse eller for det enkelte medlem. Vedtagelsen gør det således ikke muligt at fastsætte gebyrerne ud fra den risiko, der er forbundet med rejsernes art, omfang, varighed, og destination.
Konkurrencestyrelsen fandt imidlertid, at vedtagelsen om ensartet opkrævning af ansvarsrisikogebyr ikke indebar en sådan markedspåvirkning, at der forelå en konkurrencebegrænsning.
Konkurrencestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der udover GEBTA medlemmerne findes et ikke ubetydeligt antal af rejsearrangører af pakkerejser på markedet, som ikke anvender det fælles gebyr. Endvidere lagde styrelsen vægt på, at gebyret udgør en ubetydelig del af rejsens pris og ikke ses at påvirke priskonkurrencen om den samlede pakkepris, samt at den samlede forsikringsdækning rummer et selvforsikringselement på 5.000 kr.
Konkurrencestyrelsen fandt derfor, at vedtagelsen ikke efter de oplyste forhold faldt ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, og meddelte GEBTA en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.