Afgørelse

Nummer
ks

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Aftaler om pensions- og skadesforsikringer

Aftaler mellem Danica og Foreningen af Yngre Revisorer om lønsrelaterede pensionsordninger, samt aftaler om løn- og arbejdsforhold omfattet af KL § 3 og ikke-indgrebserklæring meddelt fsva. aftaler vedrørende private pensionsordninger og private skadesforsikringer

Konkurrencestyrelsen har den 31. marts 2000 truffet afgørelser vedrørende aftaler indgået mellem Danica og Foreningen af Yngre Revisorer (FYR), ABB-koncernen og Danfoss om tegning af både pensionsforsikringer og private skadesforsikringer.

For så vidt angår aftalerne om tegning af pensionsforsikringer har styrelsen fundet, at der for den del af aftalen med FYR, der vedrører lønrelaterede pensionsordninger, samt for aftalerne med ABB-koncernen og Danfoss er tale om løn- og arbejdsforhold omfattet af konkurrencelovens § 3. Disse aftaler er dermed undtaget fra konkurrenceloven. For den del af aftalen med FYR, der vedrører private pensionsordninger, har styrelsen givet meddelelse om en erklæring om ikke-indgreb efter lovens § 9.

For så vidt angår aftalerne om tegning af private skadesforsikringer har styrelsen givet meddelelse om en erklæring om ikke-indgreb efter § 9. Afgørelsen er meddelt Topdanmark, der pr. 1. januar 2000 har overtaget skadesforsikringsporteføljerne i Danica.

Den del af aftalen mellem Danica og FYR, som vedrører tegning af private pensionsordninger, er et tilbud til foreningens medlemmer og medarbejdere i revisionsvirksomheder. Ægtefæller/samlevere kan tillige benytte sig af dette tilbud. I vurderingen har styrelsen lagt vægt på, at det er frivilligt for de omfattede personer, om de ønsker at benytte sig af tilbuddet om tegning af pensionsordninger i Danica.

Aftalerne om tegning af private skadesforsikringer giver medlemmer/ansatte mulighed for at opnå rabatter ved tegning af private skadesforsikringer i Danica (nu Topdanmark). Det er frivilligt for medlemmer/ansatte, om de ønsker at benytte sig af tilbuddet og derved opnå rabatfordelen. Forsikringerne kan opsiges med almindeligt opsigelsesvarsel. Styrelsen har lagt vægt på, at medlemmer/ansatte frit kan tegne forsikringer i andre forsikringsselskaber samt opsige eksisterende forsikringer i Topdanmark i henhold til de almindelige opsigelsesvilkår. Medlemmer og ansatte, som har forsikringer i Topdanmark, er således ikke begrænset med hensyn til tegning af forsikringer i andre selskaber i form af mestbegunstigelsesklausuler eller lignende.