Afgørelse

Nummer
2:80301-215, jbø(industri

Mærkebindingsklausul erstattet af anbefaling af mærke(r)

Klage over, at Enmaco Motorer A/S ("Enmaco") anvendte vilkår om mærkebinding i selskabets service- og vedligeholdelsesaftaler afvist.

Mineralolie Brancheforeningen klagede i december 1998 over, at Enmaco Motorer A/S ("Enmaco") anvendte vilkår om mærkebinding i selskabets service- og vedligeholdelsesaftaler. Enmaco's kunder skulle således anvende et bestemt mærke smøreolie til visse Enmaco gasmotorer i en servicekontrakts løbetid.

Efter en del korrespondance i sagen har Enmaco i august 2000 udsendt en skrivelse til selskabets gas-servicekunder med ændringer i servicekontrakt med bilag. Selskabet anbefaler herefter brug af det pågældende mærke smøreolie, men med tilføjelse af en liste over olier, der ved test ligeledes er fundet velegnede som smøreolier.

Styrelsen har meddelt Enmaco og klageren, at man ikke finder, at den således ændrede servicekontrakt indeholder konkurrencebegrænsninger i strid med konkurrenceloven. Der er her lagt vægt på, at der er tale om en anbefaling om, hvorledes kunderne ved at anvende et bestemt produkt (eller et antal ligeledes velegnede alternative produkter) kan opnå en rimelig levetid for de dele, der indgår i anlæggene. Styrelsen finder derfor ikke, at der foreligger nogen mærkbar konkurrencebegrænsning i strid med konkurrencelovens § 6. Der er ligeledes lagt vægt på, at Enmaco ikke udelukkende i kraft af en anbefaling kan siges at pålægge aftagerne at købe bestemte produkter eller på anden måde kan siges at misbruge en evt. dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11.