Afgørelse
Nummer
3:1120-0100-220/jf/Fødevarer og Finans
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Afhentning af økologisk mælk på Samsø
Uddybende begrundelse for, at styrelsen foretog en vurdering af afhentningsbetingelser i forhold til sagen om Arla Foods betingelser for afhentning af økologisk mælk på Samsø. Ekstra afhentningsbetingelser udelukkende for økologiske andelshaver på Samsø, ansås for at være en forskelsbehandling.
Rådsmødet den 26. september 2001
Rådet blev på mødet den 29. august 2001 orienteret om styrelsens afgørelse vedr. Arla Foods betingelser for afhentning af økologisk mælk på Samsø. Rådet ønskede uddybet begrundelsen for, at styrelsen gik ind i en vurdering af afhentningsbetingelser, hvis det er økonomisk begrundet at sætte minimumsgrænser, eller alternativt at opkræve afhentningsgebyr.
Arla Foods er dominerende på markedet for afhentning af råmælk, herunder også særskilt for økologisk råmælk. Arla er som dominerende mælkeafhenter forpligtet til at behandle alle leverandører lige. Anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, kan udgøre et misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 1 og stk. 2, 3. pkt.
Arlas samlede omkostninger til indsamling af mælk er afspejlet i de stoppenge/afhentningsgebyrer, der opkræves af alle andelshavere i Danmark også på Samsø. Arla Foods har således valgt, uanset at transportomkostningerne er forskellige afhængigt af andelshaverens beliggenhed i forhold til mejeriet, at dele omkostningerne lige ud på alle andelshavere og således opkræve samme betaling fra alle andelshavere økologiske såvel som konventionelle. Der gælder i den forbindelse ikke noget krav om mindsteleverancer.
Når Arla Foods herefter udelukkende pålægger økologiske andelshaverne på Samsø ekstra betingelser, vil der være tale om en forskelsbehandling. Denne forskelsbehandling må tillægges vægt for vurderingen af den pågældende økologs konkurrencemuligheder, idet hun derved bliver stillet over for et valg om enten selv at betale for fragtomkostningerne, til trods for at afhentningen allerede betales via stoppengene, eller gå over til konventionel drift, hvor der som nævnt ikke gjaldt et mindstekrav.