Afgørelse
Nummer
3:1120-0388-197/jf/Fødevarer og Finans
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Aftale mellem DLG og ØA ophæves
Meddelt påbud til DLG og ØA, om at ophæve bestemmelserne i deres aftale om eksklusivt køb og produktion. Bestemmelserne havde til formål og til følge af opdele markedet, og var derfor i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Rådsmødet den 31. oktober 2001
Konkurrencestyrelsen har meddelt DLG og ØA påbud efter konkurrencelovens § 6, stk. 4, jf. § 16, stk. 1, nr. 1, om at ophæve bestemmelserne om eksklusivt køb og produktion i deres indbyrdes aftale, da disse bestemmelser er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1, og ikke kan fritages efter konkurrencelovens § 8, stk. 1.
Aftalen parter er DLG og Østsjællands Andel (ØA).
DLG AmbA er et andelsselskab med 23.000 medlemmer. Medlemmerne omfatter landmænd, selvstændige grovvareforeninger, brugsforeninger, hovedforeninger samt selskaber, der deltager i produktionssamarbejder. DLGs driver virksomhed med indkøb og fabrikation af foderstoffer, handelsgødning og andre grovvarer mv. DLG havde i 2000 en koncernomsætning på 10,2 mia. kr., og 40 pct. af grovvaremarkedet i Danmark.
DLGs datterselskab Vitfoss producerer og markedsfører premixer og mineralblandinger til alle former for animalsk produktion. Premixer er koncentrerede vitamin- og mikromineralforblandinger, der sælges bredt til foderstofindustrien i Danmark.
ØA amba producerer foderstoffer og driver handel med korn, såsæd, foderstoffer, gødning, olie og kemikalier. Omsætningen i 2000 var i koncernen 900 mio. kr. ØA dækker 4-5 pct. af grovvaremarkedet i Danmark.
Aftalen mellem DLG og ØA omfattede primært produktion af kvæg- og kalvefoder, men også so-, smågrise- og svineblandinger. DLG var forpligtet til at aftage hele sit forbrug af kvæg- og kalvefoder til salg øst for Storebælt fra ØA op til en nærmere aftalt minimumsmængde bortset fra visse specialblandinger, der dog ikke måtte overstige et nærmere aftalt kvantum. ØA skulle mindst producere svarende til den aftalte minimumsmængde (DLGs aftageforpligtelse), men således at der var fastfast en maksimumsmængde for produktionen (ØAs produktionsforpligtelse).
ØA var forpligtet til at anvende Vitfoss’ premixblandinger til produktion af såvel DLGs som ØAs egne foderblandinger. Undtaget var dog ØAs lønproduktion til andre grovvarevirksomheder.
Aftalen var indgået forud for 1998 men forlænget med yderligere 5 år i 2000.
Ved vurdering af aftalen i henhold til konkurrencelovens § 6 er det lagt til grund, at DLG og ØA er konkurrenter på markedet for produktion og salg af grovvarer i Danmark, herunder foderblandinger. DLGs købsforpligtelse og ØAs produktions-/leveringsforpligtelse afskærer parternes indbyrdes konkurrence om aftaleprodukterne frem til 31. juli 2005, ligesom tredjemand begrænses i at træde i samarbejde med parterne. Hertil kommer, at ØA afskæres fra at anvende andet end Vitfoss’ premixblandinger til hele sin produktion bortset fra lønproduktion til andre grovvarevirksomheder. Konkurrenter til Vitfoss afskærmes dermed fra en del af markedet.
Disse bestemmelser har således til formål og følge at opdele markedet, og dette er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk.1, jf. stk. 2, nr. 3, jf. herved også at parterne tilsammen dækker 45 pct. af forsyningen med foderblandinger i Danmark Der er heller ikke grundlag for en fritagelse efter lovens § 8, stk. 1, da det ikke er godtgjort at de nævnte bestemmelser medfører effektivitetsfordele.
De omhandlede bestemmelser er påbudt ophævet senest 27. december 2001.
Parterne har efterfølgende meddelt, at de i den konkrete sag tager Konkurrencestyrelsens afgørelse til efterretning, og at de herefter ophæver aftalen.