Afgørelse
Nummer
3:1120-0301-39/hla/infrastruktur
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 12 - Fusionskontrol
Aftale om overdragelse afFalcks værdihåndteringsvirksomhed til Dansikring
Aftale om, at Falck A/S skulle overdrage sin værdihåndteringsvirksomhed til Dansikring A/S indholdte ikke konkurrencebegrænsende elementer. Der kunne derfor meddeles erklæring om ikke-indgreb.
Rådsmødet den 28. november 2001
Falck A/S og Dansikring A/S anmeldte i november 1999 en aftale fra maj 1999 om overdragelse af Falcks værdihåndteringsvirksomhed til Dansikring. Parterne har anmodet om ikke-indgrebserklæring, subsidiært en individuel fritagelse.
Ved aftalen har Dansikring overtaget dels materielle aktiver (køretøjer og lign.), dels hele Falcks portefølje af værdihåndteringskunder. Da der ved aftalen blev overdraget en del af Falcks virksomhed til Dansikring, er der tale om en egentlig virksomhedsoverdragelse og dermed en fusion i konkurrencelovens forstand. Da den nuværende konkurrencelovs fusionsregler ikke var trådt i kraft, da aftalen blev indgået, kan Konkurrencestyrelsen ikke behandle selve virksomhedsoverdragelsen, men kun omkringliggende aftaler, som ikke er en direkte og nødvendig følge af virksomhedsoverdragelsen.
Aftalen indeholder flere konkurrenceklausuler. Falck må for det første ikke i en periode på 5 år efter overtagelsesdagen udøve virksomhed i Danmark, som konkurrerer med de aktiviteter, der er overført til Dansikring. For det andet må Dansikring i en periode på 2 år efter overtagelsen ikke aktivt markedsføre andre produkter end værdihåndtering over for den kundemasse, som Dansikring har overtaget fra Falck. Da de 2 år dog allerede er udløbet, har styrelsen ikke behandlet denne klausul.
Dansikring havde på overtagelsestidspunktet en meget stærk position på markedet for udliciterede værdihåndteringsydelser. Men i 2000 indtrådte en ny aktør på markedet, som hurtigt opnåede en stærk markedsposition, som virksomheden stadig har. Selvom overdragelsen af Falcks værdihåndteringsvirksomhed til Dansikring som udgangspunkt betød en væsentlig styrkelse af Dansikrings markedsposition, formåede Dansikring altså ikke at fastholde denne position. Klausulen har derfor ikke forårsaget en fastlåsning af markedet for udliciterede værdihåndteringsydelser, hvorfor Konkurrencestyrelsen har vurderet, at klausulen i det konkrete tilfælde ikke har betydet en mærkbar konkurrencebegrænsning på markedet. Der er derfor ikke tale om en konkurrencebegrænsende aftale omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Da aftalen ikke indeholder andre konkurrencebegrænsende elementer har styrelsen meddelt ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.