Afgørelse
Nummer
3:1120-0301-161/jf/Fødevarer og Finans
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Aktionæroverenskomst og overdragelsesaftale vedr. Dansk Vilomix omfattet af § 9
Dansk Vilomix fik meddelt erklæring om ikke-indgreb i forhold til aktionæroverenskomsten og overdragelsesaftalen.
Konkurrencestyrelsen har meddelt en erklæring efter konkurrencelovens § 9 for aktionæroverenskomsten og overdragelsesaftalen vedr. Dansk Vilomix.
Aftalen indeholder således ikke efter de oplysninger, som Konkurrencestyrelsen har kendskab til, forhold der er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Vilomix Holding er etableret af 8 grovvareselskaber med det formål til start at købe 75% af aktierne i Dansk Vilomix A/S og senest i løbet af 5 år resten. De 8 andelsgrovvareselskaber er medlemmer af dla (Den Lokale Andel). Holdingselskabet skal ikke have selvstændige funktioner, men udelukkende være et styreorgan for aktionærerne.
Dansk Vilomix A/S er et eksisterende selskab, der blander mineral- og vitaminblandinger til landbruget. dla's medlemmer har hidtil købt en væsentlig del af deres vitaminblandinger gennem Dansk Vilomix og en række af de store medlemmer er interesseret i at føre virksomheden videre. Selskabet dækker under 25% af markedet.
Aktionæroverenskomsten regulerer forholdet mellem de 8 grovvareselskaber, der er aktionærer i Vilomix Holding.
Overenskomsten indeholder en aftageforpligtelse, idet selskabets aktionærer er forpligtet til alene at købe fabriksforblandinger, flydende vitaminer og mikromineraler til animalsk produktion hos Dansk Vilomix A/S – dvs. 100% købsforpligtelse i 2 år fra aktionærernes registrering i aktiebogen, hvorefter forpligtelsen bortfalder.
Overdragelsesaftalen indeholder en konkurrenceklausul, idet de to nuværende ejere af Dansk Vilomix erklærer som led i aktieoverdragelsen som ejere/medejere af Scanvil Holding A/S, personligt og/eller i et selskab helt eller delvist ejet af dem, ikke at ville drive konkurrerende virksomhed i Danmark, hverken direkte eller indirekte - og ej heller som ansat - i en periode på 3 år.