Afgørelse

Nummer
3:1120-0388-79 og 205/jac/Industri

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Dankalks leveringsaftaler med henholdsvis Elsam og Karlshamnverket vedrørende brændt kalk

Dankalks leveringsaftale med Elsam og Karlshamnverket vedrørende brændt kalk var omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler.

Rådsmødet den 28. november 2001

Konkurrencestyrelsen har fundet, at Dankalks leveringsaftaler med henholdsvis Elsam og Karlshamnverket vedrørende brændt kalk (absorbent) til rensning af røggasser for svovlforbindelser er omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler.

Styrelsens afgørelse er baseret på, at Dankalk har en markedsandel på under 30% på markedet for brændt kalk (absorbent) på et marked afgrænset til Danmark, Nordtyskland, og Sydsverige. Markedsafgrænsningen er foretaget ud fra, at der er væsentlig forskel på transportomkostningerne henholdsvis inden for og uden for dette markedsområde.

Leveringsaftalerne blev anmeldt i henhold til konkurrencelovens overgangsbestemmelser i § 27, stk. 4. Aftalerne indeholder en eksklusiv købspligt og løbetiden på anmeldelsestidspunktet var mere end 5 år. Styrelsen meddelte, at der ikke var grundlag for at imødekomme Dankalks anmodning om en erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært en fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, for leveringsaftalerne.

Herefter ændrede aftalepartnerne i august 2001 aftalerne løbetid til mindre end 5 år, hvorefter aftalerne er omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler.