Afgørelse

Nummer
2:8032-178/fødevarer og finans/lsk

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Fritagelse til aftale om interbankgebyrer i betalingsformidlingen

Finansrådets "Aftale vedrørende interbankgebyrer i betalingsformidlingen" medførte en konkurrencebegrænsende aftale,  da der herved var fastsat et vederlag for visse transaktioner. Aftalen kunne fritages efter § 8, da aftalen havde væsentlige fordele for formidlingen af betalinger.

Rådsmødet den 31. januar 2001

Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, meddelt Finansrådet en fritagelse for "Aftale vedrørende interbankgebyrer i betalingsformidlingen". Fritagelsen gælder 1. januar 1998-31. december 2002.

Aftalen fastlægger maksimale interbankgebyrer gældende for Finansrådets aftaler om betalingsformidling.

Det maksimale gebyr for at anvende hævekort ved kasser og pengeautomater i andre pengeinstitutter end det kontoførende er fastsat til 3,75 kr., gebyret for at få indløst checks i andre pengeinstitutter end det kontoførende til 4,00 kr. og gebyret for at gennemføre kredit-transaktion med straksadvisering til 5,00 kr.Konkurrencestyrelsen har fundet aftalen konkurrencebegrænsende, jf. konkurrencelovens § 6, stk. 1, ved at fastsætte de deltagende pengeinstitutters vederlag for de anførte transaktioner.

Gebyrerne og de underliggende aftaler har imidlertid væsentlige fordele for formidlingen af betalinger, herunder fordi kunder kan hæve på deres Dankort over hele landet. Aftalen indeholder ikke unødvendige begrænsninger, da gebyrerne ud fra fremlagte opgørelser ikke kan antages at overstige omkostningerne ved en effektiv drift og udnyttelse af betalingsformidlingssystemet.