Afgørelse
Nummer
3:1120-0388-206/psoe/Service
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
home-kædens franchiseaftaler omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler mv.
Franchiseaftale mellem Home A/S og den enkelte home-mægler var omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler mv. da Home-kæden havde en markedsandel på ca. 20. % af ejendomsformidlingsmarkedet.
home a/s har den 30. juni 1998 foretaget anmeldelse af home-kædens franchiseaftaler indgået mellem home a/s som franchisegiver og den enkelte home-mægler som franchisetager. De anmeldte franchiseaftaler vedrører dels aftaler, hvor franchisegiver ejer forretningsstedet, og dels aftaler hvor forretningsstedet ejes af franchisetager. Med anmeldelsen er ansøgt om en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært om en fritagelse efter lovens § 8, stk. 1.
Konkurrencestyrelsen har fundet, at aftalerne er omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler mv., idet home-kæden har en markedsandel på ca. 20 pct. af ejendomsformidlingsmarkedet.
I aftalerne er en række konkurrenceklausuler, hvorefter franchisetageren i tilfælde af kontraktens ophør er uberettiget til for en periode af 1 år fra ophørstidspunktet at regne, hverken direkte eller indirekte, som ansat eller selvstændig, at drive eller at være økonomisk interesseret i virksomheder under nogen form i det i aftalens afsnit 4 definerede område (eneretsområde), og en zone på 10 km. her uden for, der konkurrerer med franchisegiver eller forretninger i kæden. I den standardfranchiseaftale, hvor forretningen ejes af franchisetager, er den tilsvarende bestemmelse ikke begrænset i geografisk henseende.
Anmelder har meddelt, at den omhandlede zone på 10 km. vil udgå, og at klausulen - i begge de anmeldte aftaler - begrænses til alene at angå det eksklusive område, som franchisetageren har været tildelt i kontraktsperioden. Konkurrencestyrelsen har fundet, at konkurrenceklausulerne med den ændring er omfattet af artikel 5, litra b, idet de 3 betingelser i bestemmelsen er opfyldt. Styrelsen har meddelt anmelder, at med den endelige effektuering af de nævnte ændringer er de anmeldte aftaler omfattet af den nævnte gruppefritagelse.