Afgørelse

Nummer
3:1120-0388-165/bjs/Fødevarer og Finans

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Ikke-indgrebserklæring over for en samarbejdsaftale om aktiviteter i Danmark i relation til MasterCard

Samarbejdsaftale om aktiviteter i Danmark for MasterCard faldt ikke ind under forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, hvorfor der kunne meddeles ikke-indgrebserklæring.

Rådsmødet den 29. august 2001

Konkurrencestyrelsen har meddelt PBS Holding A/S, at en samarbejdsaftale om aktiviteter i Danmark for MasterCard ikke, efter de forhold styrelsen har kendskab til, indeholder bestemmelser, der falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor kan meddeles en ikke-indgrebs-erklæring efter konkurrencelovens § 9.

Samarbejdsaftalen retter sig mod virksomheder, der udsteder eller ønsker at udstede MasterCard i Danmark. Aftalen fastlægger regler om PBS’ ydelser og betaling herfor, forretningsgange, ansvarsregler og informationsforpligtelser. Aftalen begrænser ikke kortudsteders muligheder for at tilbyde ekstra ydelser mv., knyttet til kortet, og den indeholder heller ikke bestemmelser om kortudsteders priser eller øvrige vilkår over for kortholder.

Kortudsteder forpligtes til at fremsende markedsføringsmateriale vedrørende kortet og kortindehaverregler til PBS, inden det benyttes. Disse forpligtelser kan imidlertid ikke anses for omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. MasterCard International (MCI) har ejendomsret, ophavsret og enhver anden ret til MasterCard navne og varemærker, og PBS har som "Principal Licensee" påtaget sig ansvaret for danske udstedere af MasterCards transaktioner og forpligtelser over for licensgiver, herunder for disses brug af navn og varemærker. PBS udsteder ikke selv MasterCard, og PBS har en ubetinget tavshedspligt om bl.a. markedsføringstiltag og må kun benytte fortrolige oplysninger, modtaget som følge af Samarbejdsaftalen, i forbindelse med de ydelser, der leveres til kortudsteder i henhold til samarbejdsaftalen.

Det er derfor styrelsens vurdering, at aftalen ikke indeholder bestemmelser, som falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4.