Afgørelse

Nummer
3:1120-0388- 214/fødevarer-finans/jf

Mejeriforeningens aftale om eksport af feta er ophævet

Der var ikke anledning til at foretage yderligere i forbindelse af Mejeriforeningens anmeldelse af aftale om eksport af feta til Iran.

Rådsmødet den 30. maj 2001

Konkurrencestyrelsen har meddelt Mejeriforeningen, at styrelsen ikke finder anledning til at foretage yderligere i anledning af foreningens anmeldelse af aftale om eksport af feta til Iran. Mejeriforeningen har oplyst, at man har ophævet aftalen. Aftalen er indgået før 1. januar 1998 og anmeldt inden den 1. juli 1998, hvorfor den er omfattet af overgangsbestemmelserne i konkurrencelovens § 27, stk. 4.

Mejeriforeningen er brancheforening af danske mejerivirksomheder og virksomheder, der fremstiller mælkeprodukter m.v. Pr. 1. oktober 2000 havde Mejeriforeningen 30 medlemmer. Mejeriforeningens medlemmer står for 99 pct. af den danske mælkeproduktion. Andelsmejerierne indvejer i alt 94 pct. af leverancerne, og heraf står Arla Foods alene for ca. 88 pct.

Ifølge den aftale, der nu er ophævet, idet der efter det oplyste ikke længere er behov for aftalen, regulerede et udvalg under Mejeriforeningen eksporten til den centraliserede sektor i Iran, der blev afviklet gennem en eller flere udpegede rembursholdere, der udpegedes efter indstilling fra fetaudvalget. Tildeling og opretholdelse af eksportkvoter var betinget af, at virksomhederne overholdt de opstillede regler herunder vilkårene for leverancer til den ikke centraliserede sektor i Iran.

Derudover var der regler for eksport af dansk feta til den ikke-centraliserede (private) sektor i Iran med bl.a. minimumseksportpriser.

Fetaaftalen er anmeldt til EU-Kommissionen, og Kommissionen har i 1996 udstedt et comfort letter, hvori det anføres, at man ikke finder anledning til at gå videre.