Afgørelse
Nummer
2:8032-863//Service/psoe
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Påbud til Dansk Ejendomsmæglerforening
Danske Ejendomsmæglerforening påbudt af ophæve bestemmelser i deres vedtægter, da disse begrænsede konkurrencen.
Rådsmødet den 31. januar 2001
Konkurrencerådet behandlede på mødet den 16. december 1998 diverse anmeldelser fra Dansk Ejendomsmæglerforening (DE). Rådet fandt, at vedtægternes § 20 indeholdt bestemmelser, som vurderedes at begrænse konkurrencen som nævnt i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og som betød, at der for de nævnte bestemmelser ikke kunne udstedes en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9. For de nævnte bestemmelser kunne der endvidere ikke meddeles fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, ligesom der ikke kunne meddeles en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 11, stk. 5 (tidligere § 11, stk. 4).
Afgørelsen indeholdt ikke et påbud om at ophæve de omhandlede bestemmelser. Konkurrencestyrelsen har efterfølgende ført drøftelser med DE, og bortset fra følgende 2 forhold er de omhandlede bestemmelser blevet ændret i overensstemmelse med rådets afgørelse:
-
Foreningens medlemmer må ikke indgå i kompagniskaber mv. med andre ejendomsmæglere, der ikke er medlem af foreningen, eller indgå i kompagniskaber mv. med andre end ejendomsmæglere, medmindre medlemmet/medlemmerne besidder mindst 50 pct. af såvel kapitalen som stemmeretten.
-
Foreningens medlemmer må ikke være tilsluttet en anden organisation eller sammenslutning af ejendomsmæglere, der virker i konkurrence med foreningen (dvs. p.t. EL).
Konkurrencestyrelsen har efter de afsluttede drøftelser med DE meddelt foreningen, at for de omhandlede bestemmelser vedrørende førstnævnte forhold kan der ikke udstedes en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9, ikke meddeles fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, og ikke meddeles en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 11, stk. 5 (tidligere § 11, stk. 4). Som følge heraf har styrelsen meddelt DE påbud om at ophæve bestemmelserne vedrørende førstnævnte forhold.
Vedrørende det andet forhold har DE påpeget, at ingen ejendomsmægler kan have nogen legitim interesse i at være medlem af mere end en brancheorganisation. Herudover har DE påpeget en række praktiske problemer med overholdelse af to forskellige regelsæt, fx etiske regler samt de mulige konflikter omkring de to foreningers kollektivt tegnede forsikrings- og garantiordninger. Som følge af DE´s argumentation har styrelsen efter omstændighederne accepteret bestemmelserne vedrørende sidstnævnte forhold.
Påbuddet er af Dansk Ejendomsmæglerforening den 16. januar 2001 indbragt for Konkurrenceankenævnet.
Delkendelse 20. februar 2001. Sagen hævet 1. januar 2001.