Afgørelse

Nummer
3:1120-8901-0378/Infrastruktur/pd

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering

Arbejdsmarkedets Feriefond

Henstilling fra Konkurrencerådet til beskæftigelsesministeren om at ændre bekendtgørelse nr. 163 af 12. marts 2001 om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond.

Rådsmødet den 25. september 2002

For at sikre konkurrencen i forhold til udlejere af overnatningsfaciliteter - private feriecentre, hoteller ol. og sommerhusudlejere - henstillede Konkurrencerådet den 24. april 2002 til beskæftigelsesministeren at ændre bekendtgørelse nr. 163 af 12. marts 2001 om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond, således at det præciseres,

at AFF fremover ikke kan give støtte til vedligeholdelse af støttemodtagernes bygninger mv. (tabsudgifter), og

at AFF fremover skal gøre det til en betingelse for at opnå tilskud og lån, at sideaktiviteter, der ikke er bortforpagtede på markedsvilkår, og som også udbydes til andre end brugerne af kerneaktiviteterne, drives på markedsøkonomiske vilkår, herunder markedsbestemt husleje, og på grundlag af en åbningsstatus og selvstændige regnskaber i overensstemmelse med årsregnskabsloven.

Beskæftigelsesministeren har med skrivelse af 5. juli 2002 som svar på Konkurrencerådets henstilling meddelt, at Beskæftigelsesministeriet har taget Konkurrencerådets afgørelse til efterretning, og at ministeriet på baggrund af Konkurrencerådets konklusioner og anbefalinger har iværksat arbejdet med at revidere vedtægterne for Arbejdsmarkedets Feriefond. Arbejdet forventes at være færdigt i løbet af efteråret.

Ministeren meddelte endvidere, at bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Feriefond allerede på sit møde den 24. april 2002 besluttede, at man med det samme ville tage højde for Konkurrencerådets anbefalinger i forhold til fremtidige bevillinger af støtte.