Afgørelse

Nummer
3:1120-8901-500/Industri/do

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Dansk Total Distributions vedtægter og samarbejdsaftale

Dansk Total Distributions nye vedtægter og samarbejdsaftaler var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Rådsmødet den 27. februar 2002

Konkurrencestyrelsen har vurderet et forslag til nye vedtægter og samarbejdsaftale for Dansk Total Distribution, der skal erstatte Dansk Total Distributions eksisterende vedtægter og samarbejdsaftale. Forslaget er løbende blevet drøftet mellem styrelsen og Dansk Total Distribution, da styrelsen har påpeget en række konkurrencebegrænsninger i de eksisterende vedtægter og samarbejdsaftale.

Dansk Total Distribution er en landsdækkende forening af private erhvervsdrivende, der driver virksomhed i form af distribution af adresseløse forsendelser. Foreningens medlemskreds består af 29 distributionsvirksomheder, der har deres egne budkorps, og virker inden for afgrænsede lokale områder.

Geografisk eksklusivitet
Efter den eksisterende samarbejdsaftale kan medlemmerne have kunder uden for medlemsområdet, når den enkelte kunde er godkendt af bestyrelsen. I det nye forslag er der ingen begrænsninger i medlemmernes mulighed for at optage ordrer fra kunder fra andre medlemmers områder

Vejledende maksimalpriser
Den eksisterende samarbejdsaftale indeholder en bestemmelse om, at foreningen vedtager fælles priser. I forslaget til samarbejdsaftale er det præciseret, at foreningen fastsætter vejledende maksimalpriser. Styrelsen fandt, at det i dette konkrete tilfælde, bl.a. som følge af et stort antal medlemmer, der hver for sig kun distribuerer i begrænsede lokalområder, kan være nødvendigt for en effektiv landsdækkende distribution, at medlemmerne kan markedsføre sig over for kunderne i form af fælles vejledende maksimalpriser.

Konkurrenceklausul
De eksisterende vedtægter indeholder et forbud mod, at medlemmerne samarbejder med konkurrerende virksomheder. Efter det nye forslag er der imidlertid mulighed for at distribuere for konkurrerende virksomheder i enkeltstående tilfælde.

På baggrund af ovenstående fandt styrelsen ikke, efter de forhold, som styrelsen har kendskab til, at Dansk Total Distribution vedtægter og samarbejdsaftale er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Berlingske Lokalaviser A/S og Forbruger-kontakt A/S har den 25. marts 2002 indbragt Konkurrencestyrelsens afgørelse for Konkurrenceankenævnet.